Leder
Der er sommer på vej trods alt
Af Helle Hansen
I Gellerup eksploderede området nærmest i to-tre nætter med ballade og uro og kampe mellem politiet og grupper af unge
Om det var stilhed før storm, vi oplevede dette forår, kan kun fremtiden vise. Men efter næsten tre måneders lockdown på grund af coronakrisen blev juni måneden, hvor der igen begyndte at komme møder i kalenderen i boligforeningen. I Gellerup eksploderede området nærmest i to-tre nætter med ballade og uro og kampe mellem politiet og grupper af unge. Det skete efter Rasmus Paludans nærmest tragikomiske besøg, hvor han forsøger at skabe opmærksomhed om sit parti og dets fuldstændig usympatiske politiske ideologi.
Denne gang gik det næsten for alvor galt, da politiet skød en tilsyneladende sindsforvirret mand, der ville stikke Paludan ned med en kniv. Til alt held døde manden ikke. For det havde været tragisk, hvis Paludans tossede cirkus skulle få fatale følger. Det er nok, at det koster millioner af skattekroner, at politiet skal passe på ham, når han er rundt på turné.
politiet skød en tilsyneladende sindsforvirret mand, der ville stikke Paludan ned med en kniv. Til alt held døde manden ikke. For det havde været tragisk, hvis Paludans tossede cirkus skulle få fatale følger
I Gellerup er tingene efter balladen omkring det uønskede besøg ved at vende tilbage til en normal hverdag, hvor udfordringen lige nu er larmende offroadere og crossmaskiner, der skal ud og teste, om politiet kan nå at fange dem. Det larmer og er træls for beboerne, men sådan er det hver sommer. Ellers er der ro i bebyggelsen.
Men sådan forholder det sig ikke med omverdenens opfattelse af Gellerup. Medierne har bragt mange historier fra dagene med uro, og politikerne har været hurtige på tasterne for at fortælle, hvor galt det står til. Og i diverse kommentartråde på de sociale medier bliver Gellerup-området igen genstand for massevis af kritik og negativ omtale.
150 ledige lejligheder i Gellerup. Det giver et lejetab på 4,5 millioner kroner i kvartalet. Penge, som bare løber ud af kassen
Efter sigende skulle balladen være årsag til, at potentielle lejere har trukket sig fra lejeaftaler på begge sider af Gudrunsvej. For Gellerup er lejere, der bliver væk, en stor udfordring. Hvad enten det er på grund af balladen, eller fordi kravene for at få lov til at flytte ind i afdelingerne er så stringente, at mange slet ikke kan opfylde kravet om, at både mand og kone har mindst 25 timers arbejde.
Realiteten er, at der p.t. er omkring 150 ledige lejligheder i Gellerup. Det giver et lejetab på 4,5 millioner kroner i kvartalet. Penge, som bare løber ud af kassen, i stedet for at de bruges på at renovere de 50 år gamle blokke.
Det er en negativ spiral, som heller ikke hjælpes af, at området stadig må vente på, hvad der kommer til at ske med Helhedsplanen, hvor det kræves, at 400 lejemål skal rives ned i Gellerupparken og 200 i Toveshøj. Og så er Skovgårdsparken slet ikke nævnt.
God sommer 2020 – og på gensyn til september
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2020-04 Juni