Helhedsplan: Vi kæmper mod forsinkelse
De kommende helhedsplaner for Gellerup og Toveshøj er forsinkede – først og fremmest på grund af corona-epidemien
Vi har brugt tiden til at planlægge bedre renoveringer, som er en vigtig del af planerne.
Hvis de to helhedsplaner gennemføres, skal der renoveres ca. 800 eksisterende lejligheder i Gellerup og ca. 350 på Toveshøj. Der er allerede renoveret to blokke i Gellerup med 240 boliger og en blok på Toveshøj med 75 boliger.
Beslutning i Gellerup inden sommerferien
Efter boligforeningens tidsplan skal et forslag til helhedsplanen for Gellerup ligge klar, så der kan stemmes om planen på beboermøde og et repræsentantskabsmøde inden sommerferien. Det kræver kommunens aktive medvirken, så der ikke opstår yderligere forsinkelser.
Vi sætter også arbejdet i gang for Toveshøj, men her vil en afklaring ikke kunne nås inden sommerferien.
Yderligere forsinkelser må undgås
Det er af flere grunde meget vigtigt, at der træffes beslutning om helhedsplanen for Gellerup uden yderligere forsinkelser. Ellers risikerer vi, at vi kommer tæt på kommunevalget i november 2021, så politikerne i byrådet ikke vil tage stilling og udskyder sagen til engang i 2022.
Det vil være helt uacceptabelt, hvis beboerne skal vente så længe på en afklaring. Nogle beboere vil jo gerne have flytterettigheder allerede nu. Desuden koster det alt for mange penge, hvis det hele trækker ud. Beslutningen om nedrivninger, som vi blev påtvunget af byrådet, har medført store huslejetab. Det er svært at leje lejligheder i Gellerup og Toveshøj ud, når der venter omfattende nedrivninger forude.
Spændende nye elementer i planen
Vi arbejder nu med et alternativ til skraldesuget. De nye krav til affaldssortering og andre problemer gør det svært at få en tilfredsstillende løsning for skraldesuget, og andre løsninger trænger sig på.
Vi arbejder også med forslag om nye typer lejligheder i de blokke, der skal renoveres. Det kræver omdannelse af lejligheder, så de får en størrelse og indretning, der bedre passer til behovet i fremtiden. Det koster penge at omdanne lejligheder, men det kan øge områdets kvalitet og være med til at sikre fuld udlejning på længere sigt.
Mere kultur i området
Det vil også styrke kvarteret, når de to nye beboerhuse om føje tid står klar til brug – sammen med Sports- og Kulturcampus i Gellerup. Derefter vil der på et tidspunkt blive bygget nye skolebygninger i Gellerup. Der er jo i høj grad brug for en skole.
Nyt byggeri
Der skal bygges mange nye private boliger i både Toveshøj og Gellerup. Salg af jord til dette formål skal bruges til at forbedre kvaliteten af renoveringen i de eksisterende boliger.
Uanset hvad man mener om nedrivninger, så vil denne samlede plan medføre store forandringer, som f.eks. gerne skal give bedre beskæftigelsesmuligheder og flere kulturelle tilbud til nuværende og kommende beboere.
Det er store diskussioner, der ligger foran os både i de to afdelinger og i boligforeningen. Det vil have konsekvenser for os alle – også økonomiske. F.eks. vil nedrivningerne koste boligforeningen indtægter, men vi får dog kompensation i form af ret til at bygge 300 nye boliger ud over dem, vi ellers bygger.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2020-07 November