Leder
Corona-demokrati, udviklingsplan og ghettoliste
af Helle Hansen, ansvarshavende redaktør
Tredje gang blev ikke lykkens gang for beboerdemokratiet i Brabrand Boligforening, som i starten af november på grund af coronasituationen måtte udsætte årets repræsentantskabsmøde, der var planlagt til den 3. december. Nu bliver det først i det nye år, medlemmerne af repræsentantskabet kommer til at mødes.
Coronaen var også skyld i, at flere af efterårets udsatte beboermøder, der var planlagt i november, helt måtte aflyses. Formentlig bliver det tidligst til foråret, der holdes nye beboermøder, så de siddende afdelingsbestyrelser fortsætter indtil da.
For Gellerupparken har corona-virakken betydet, at arbejdet med helhedsplanen er forsinket. Et møde med borgmester Jacob Bundsgaard blev først udsat og senere aflyst. Og forventningen om en hurtig afstemning om den nye helhedsplan er udskudt helt frem til sommerferien. Man kan frygte, at det heller ikke nås, og så hedder det efteråret 2021 med valgkamp og kommunalvalg – så måske når man helt frem til 2022, før der er en endelig afklaring.
beboere med mest anciennitet har førsteret til at blive genhuset
Stadigvæk sidder beboerne i de 400 nedrivningstruede lejligheder fast i en klemme. På andet år ved de ikke, om de er købt eller solgt. En vigtig ting er dog kommet frem, der måske kan berolige nogle af de mange førtidspensionister, der bor i blokkene. Hidtil har det heddet sig, at Aarhus Kommune har bestemt, at kun beboere i arbejde eller under uddannelse kan blive genhuset i Gellerupparken. Men nu har Boligministeriet imidlertid slået fast, at sådan er loven ikke. Det betyder, at de beboere, der har boet længst i Gellerupparken, og som har mest anciennitet, de har førsteret til at blive genhuset i afdelingens ledige lejligheder.
Vi nærmer os 1. december. For mange danskere en rigtig dejlig dato, hvor der tages hul på julemåneden med al dens varme og hygge. Men de sidste ti år har datoen udviklet sig til en sort dag for de mange danskere, der bor i boligområder, der bevæger sig på kanten af statistikkerne, der laves ghettolister af.
I år er det beboerne i Skovgårdsparken, der neglebidende må sidde og følge med, når G-listen over midnat den 1. december bliver offentliggjort. Opfylder afdelingen stadig tre af kriterierne, eller er en af de dømte beboere flyttet? Hvis Skovgårdsparken ender på ghettolisten, så opgraderes afdelingen til en hård ghetto, fordi det er femte gang – og så skal afdelingen i gang med at lave udviklingsplan på linje med Gellerupparken og Toveshøj, fordi antallet af almene boliger så skal ned under 40 procent.
Det er næsten ikke til at bære. Lad os krydse alt, hvad der kan krydses, for afdeling 3. Og gå så også gerne ind og støt borgerforslaget for at få stoppet ghettoloven.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2020-07 November