Gellerup Museum kan se fem år frem i tiden

En opgradering af udstillingen og flere aktiviteter på museet er nogle af de planer, der er ved at blive forberedt i samarbejde mellem kommunen og Gellerups ildsjæle

Tekst Helle Hansen, foto Bo Sigismund

De frivillige ildsjæle i Gellerup Museum fejrede borgmes­ter Jacob Bundsgaards svar om, at der nu bliver sat gang i udviklingen af museet, med at vifte med dannebrog fra altanen på 6. sal. I mere end ti år har de frivillige museumskustoder været hovedkræfterne bag museet, der startede som et fælles projekt mellem afdelingsbestyrelserne i Gellerupparken og Toveshøj og Aarhus Kommune i helhedsplanens tidlige år.

Frivillige jubler på museet.

Frivillige jubler på museet.

I flere år var Danmarks højeste museum et aktivt udflugtssted for skoleklasser, pensionistklubber og andre, der var nysgerrige efter at følge med i udviklingen af Gellerup og høre den virkelige historie om det ofte udskældte boligområde. Men de seneste to-tre år har museets aktiviteter kørt på nedsat blus, fordi en lukning konstant har været på tale. Og det seneste år under corona har aktiviteten været helt på nulpunktet. Så efterårets byrådsbeslutning om at understøtte museet i de kommende fem år åbner muligheden for at genoplive museet og giver grobund for en masse spændende projekter.

Indstilling på vej
Selve den store genåbning af museet kommer ikke til at ske lige med det samme. I borgmesterens brev står nemlig, at Integration og Bydelsudvikling stadig arbejder med indstillingen til byrådet om den konkrete udmøntning af budgetforligets aftale.

Men der er udpeget en kommunal tovholder på projektet. Det bliver Sophie Rasmussen, der også er daglig leder af Informationscenter Vest (tidligere E&P Hus). Hun skal sammen med afdelingerne og de frivillige ildsjæle være med til at udarbejde planerne for, hvordan Gellerup Museum de næste fem år kan blive et flot lokalt kulturelt tilbud, der kan være med til at fortælle historien om et af Danmarks største byforandringsprojekter – i fortiden, nutiden og fremtiden.

Stille og rolig start
Endnu er det for tidligt at sige, hvornår museet kan slå dørene op til den helt store grand re-opening. Men når coronarestriktionerne igen giver mulighed for det, vil Museets Venner kunne genoptage søndagenes åbent museum, hvor alle har mulighed for at kigge forbi og se den eksisterende udstilling og opleve en Gelleruplejlighed samt nyde udsigten ud over Aarhusbugten.

Først når indstillingen om retningslinjerne er vedtaget af Aarhus Byråd, kan arbejdet med at genopfriske udstillingen og hele museet rigtigt sættes i værk – formentlig senere hen på foråret.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2021
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt