Afd. 33: Udfordringer med dørlåsesystem i Generationernes Hus
Afdeling 33 – Generationernes Hus
Huslejenedsættelsen forsvandt i afdeling 33 på Aarhus Ø
tekst og foto Helle Hansen
Skal man have besøg af en VVS’er og bor i Generationernes Hus, så risikerer man udfordringer med at kunne lukke ham ind, fordi der er tekniske forhindringer både ved hoveddør, elevator og selve døren ind til lejemålet. Kan der måske findes en bedre og nemmere løsning? Sådan lød et spørgsmål under eventuelt ved afdelingsmødet. Afdelingen, der har nummer 33, er en af boligforeningens yngste, den består af 40 familie- og 40 ungdomsboliger, som ligger i bygningskomplekset Generationernes Hus sammen med en masse kommunale ældre- og plejeboliger på havnekanten midt på Aarhus Ø.
Bestyrelsen lovede at tage spørgsmålet om låsesystemet op med resten af husets husråd, for det er en udfordring, der må ramme alle, som bor i Generationernes Hus.
Styr på aktiviteter
12 husstande mødte frem til afdelingsmødet, hvor formand Mathias Julian Christoffersen berettede om, hvad bestyrelsen har beskæftiget sig med det forløbende år. Meget har handlet om at få styr på administrationen af fælles aktiviteter, fordi at der for eksempel skal tages entre, hvis nogle af deltagerne ikke er beboere i Brabrand Boligforening. Hidtil har mange af fællesaktiviteterne dog været arrangeret af Aarhus Kommune, så der har afdelingen ikke brugt mange penge.
Der er en udfordring med rygning på terrasserne, som er forbudt på hele matriklen, så der skal nok defineres et specielt rygeområde udenfor.
Der mangler også at komme styr på cykelparkeringen, som lige nu finder sted mange steder. Måske skal det gøres mere tydeligt, hvad der er Brabrand Boligforening, og hvad der er Aarhus Kommunes områder.
Til november skal bestyrelsen med på en rundgang i hele huset sammen med boligforeningen og Aarhus Kommune og snakke om driften, her vil udfordringerne blive taget op. Beretningen blev godkendt.
Huslejenedsættelse spist op
Stik mod mange andre afdelinger så skulle beboerne i afdeling 32 forholde sig til et budgetforslag med en huslejenedsættelse på 1,8 procent. Det vil give en årlig kvadratmeterpris i familieboligerne på 1250 kroner og 1350 kroner i ungdomsboligerne, det næsthøjeste huslejeniveau i boligforeningen.
Budgetforslaget blev enstemmigt vedtaget, men umiddelbart derefter vedtog beboerne at støtte to forslag, som præcist kom til at æde huslejenedsættelsen op. Det ene forslag betyder, at alle lejemål fremover får poleret vinduer fire gange om året. Og så blev der sat penge af til, at der kan indkøbes ting til fællesrummene. Det kan være et bordtennisbord, måske et poolbord eller ekstra bestik, service og gryder til fælleskøkkenerne.
Bestyrelsen har et stort ønske om at få sat gang i fællesskabet og aktiviteterne på arealerne. Og kom der et forslag om at indrettet et tomt lokale til et krea-værksted.
Fuldtallig bestyrelse
Der skulle vælges tre medlemmer til bestyrelsen. Dorthe Damgaard Sejthen, der for nylig er blevet valgt ind i boligforeningens bestyrelse, ønskede at trække sig fra den fem mand store bestyrelse. Mathias Julian Christoffersen fortalte kort om, at arbejdet kræver deltagelse i kvartalsmøder, så det er til at overkomme, og det var der fire beboere, der gerne ville stille op til. Susanne Bødstrup, Morten Emil Fredsholt Krogsholm, Helena Henriksen og Sigurd Boytang blev valgt. Tre af medlemmerne bliver også medlemmer af Brabrand Boligforenings repræsentantskab.
Morten Krogsholm blev desuden valgt som afdelingens repræsentant i Skræppebladets redaktion.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2022-07 November