Falken som våben mod de uvelkomne gæster
Duer og måger jaget på flugt i Gellerup
tekst og foto Elsebeth Frederiksen
Det er en varm sommerdag i Gellerup og Toveshøj. Solen skinner ned på de høje betonblokke, og alt synes fredeligt – bortset fra de vedvarende skrig fra mågerne og duerne, der klukker og efterlader deres ulækre spor på altanerne.
Især duerne er en daglig plage for beboerne, som kæmper med redebyggeri og fugleklatter overalt. Pigge på rækværket, blafrende CD’er og plastikugler har været forsøgt uden held. Duerne virker upåvirkede, som om de håner beboerne, når de hopper rundt mellem piggene eller sætter sig på plastikuglerne.
Men i dag er der anderledes aktivitet. I et forsøg på at tage kampen op mod duerne er en falkoner blevet inviteret til området med sin trænede falk, Pinjo.
Falkoneren, Milan, har Skræppebladet med, da han slipper sin majestætiske falk løs i Gellerupparken og Toveshøj.
Hvor er idéen med at få falke ud for at jage fugle væk kommet fra?
”Idéen kommer fra, at vi har planer om et forsøg med at tiltrække et vandrefalkepar via opsætning af en redekasse på taget af en af de høje blokke Men det er først aktuelt fra næste forår forud for ynglesæsonen.
Argumentet for dette er et håb om, at tilstedeværelsen af et fast og forhåbentligt ynglende vandrefalkepar vil fortrænge duerne.
Både Gellerupparken og Toveshøj er udfordret af mange tamduer, der lever og yngler rundt på altanerne,” fortæller serviceleder Rene Ballegaard fra Brabrand Boligforening.
Falk med GPS
Falken, udstyret med en GPS på ryggen og små klokker, sidder roligt på Milans arm. Men pludselig letter den – op i luften med en imponerende fart på op til 300 kilometer i timen. Så snart falken hæver sig over boligblokkene, reagerer duerne. En stor flok duer letter fra taget, skræmt af det farlige rovdyr, der pludselig er i deres territorium.
”Falke og høge hjælper os med at leve uden generende fugle,” forklarer Milan. ”De jager ikke, men de skræmmer dem væk. De simulerer, at rovfugle lever tæt på og signalerer, at området er farligt for fuglene.”
Milan forklarer, at denne metode er økologisk og human. Ingen dyr dør, og rovfuglene er udstyret med GPS, så de kan spores, hvis de flyver langt væk. Han fortæller også om de udfordringer, de står overfor – mågerne forsøger ofte at gøre falken utryg ved at simulere angreb, men Pinjo er godt trænet og ved, hvordan den skal håndtere situationen.
Hvor kommer pengene til falke fra?
”Forsøget med falkoneren er finansieret ved at flytte udgifter fra rengøringstimer til besøg af falkoneren, da aftalen afregnes på timebasis. Duerne er en stor plage i området, og boligforeningen bruger mange driftskroner på rengøring efter duerne. Planen er, at udgiften til falkoneren kan hentes hjem via reducering af rengøringsomkostninger. På sigt håber vi på, at opsætningen af redekassen til tårnfalken kan resultere i, at dueplagen reguleres af naturen selv,” forklarer seniorkonsulent Ole Lynggaard fra boligforeningen.
Er det forsøgt i andre afdelinger i Brabrand Boligforening?
”Nej. Men i Hasselager er der et forsøg med at tiltrække ugler i opsatte uglekasser for at reducere bestanden af de firbenede mindre skadedyr.”
Kan I se nogen forbedring? Og har I tænkt jer at fortsætte med det igennem længere tid?
”Forsøget har indtil nu kun varet to uger, hvor falkoneren har været der to dage i hver af de to uger. Det, vi kan se, er, at det får duerne på vingerne, og de flyver forvirret rundt. Dette er også efter planen, sådan at de fortrækker til en anden permanent lokation. Men det er for tidligt i forsøget til at kunne sige, om det virker. Derfor er der indtil nu kun indgået en aftale om to uger mere til forsøget, samtidig med at vi er i gang med at høre andres erfaringer med hyppigheden af besøg, og hvornår andre kunne se en tydelig effekt af falkonerens besøg,” fortæller Ole Lynggaard.
Falken er trænet godt
Pinjo har været under træning i syv år og flyver dagligt. Falkonerens metode er ved at blive populær, da den er en lovlig og effektiv måde at holde generende fugle væk. Mågerne er beskyttet af loven og må hverken skydes eller deres æg fjernes, hvilket gør falkonering til den eneste lovlige løsning. Duerne derimod kan jages, men Milan understreger, at målet ikke er at dræbe dem, men blot at få dem til at finde et andet sted at bo.
”Det kræver tid og tålmodighed,” siger Milan.
”Det hjælper ikke kun at have falken her i et par dage. De skal komme en hel sæson, og det kan tage flere år at få alle fuglene væk fra området.”
Milan går en tur med Pinjo, og hvis han ser et problem, lader han falken flyve. Pinjo kredser omkring bygningerne og kan flyve langt væk, nogle gange op til 1,5 kilometer. Milan viser på sin GPS, hvordan falken bevæger sig rundt i området. Pludselig vender Pinjo tilbage, flyver lavt og lander elegant på Milans arm. Det sker så hurtigt, at kameraet knap nok kan følge med.
Indimellem får Pinjo en lille hjelm på, der dækker øjnene, så den kan slappe lidt af. Men snart signalerer falken, at den er klar til at lette igen. Hver gang den flyver op, letter duer og måger fra tagene og flyver i den modsatte retning. En enkelt måge forsøger at jage Pinjo væk, men det lykkes kun at få falken til at knække lidt i luften – det er tydeligt, at Pinjo er farlig for de andre fugle.
Selvom fuglene ikke forsvinder permanent efter et par dage med en falk, er det fascinerende at se den umiddelbare effekt. Fuglene ved instinktivt, at falken er farlig, og de flygter.
Et par minutter sidder Pinjo alene på taget af en bygning, mens alle de andre fugle er jaget væk. Som en enlig majestæt holder den øje med området, og beboerne kan for en stund nyde en fuglefri zone. Det er en midlertidig sejr i en lang kamp mod de generende duer og måger, men et øjeblik kunne beboerne få lidt fred.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-04 September