Retssager om parallelsamfundsloven på vej til EU-retten
Mandag den 30. september tager EU-retten fat på behandlingen af ghettoloven
tekst og foto Helle Hansen
Egentlig skulle EU-retten have behandlet spørgsmålet om den danske ghettolovgivning allerede den 1. juli, men få dage før retsmødet døde en af rettens 15 dommere, og så blev retsmødet udsat til den 30. september.

Fire af sagsøgerne var også med til at fremstille protestbanner (se Skræppebladets juli-nummer).
Repræsentanter for Mjølnerparkens beboere var ellers i fuld gang med at pakke kufferterne, og flybilletterne var bestilt, fordi de skulle ned og overvære deres retssag. Og i Gellerupparken var der reserveret en minibus, så repræsentanter fra retssagen kunne komme ned og høre med. Men alt måtte aflyses med kort frist.
Nu er forhåbningerne, at retssagen kan gennemføres sidst i september. Og der er p.t. ved at blive planlagt en ny rejse for de beboere i Gellerupparken, som er involveret i retssagen, samt aktive i Almen Modstand, som er interesseret i at følge sagen på nærmeste hold. Forventningen er, at en busfuld tager med på rejsen.
Det er Østre Landsret, der har sendt spørgsmålet om den danske lovgivnings legitimitet videre til EU-domstolen i forbindelse med den verserende retssag om Parallelsamfundsloven, som er rejst beboerne i Mjølnerparken i København. Spørgsmålet er, om loven er lovlig, fordi det er beboernes baggrund, der er den afgørende faktor for at gennemføre nedrivninger og salg. Et EU-direktiv fra 2000 forbyder diskrimination, og dansk lovgivning skal overholde et direktiv. Det er det, som EU-retten skal tage stilling til.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-04 September