Sommer Sjov i byparken fik en flyvende start

af Peter From Jacobsen
Hoppeborg, ansigtsmaling, gratis popcorn og live-musik. Selvom solen var en smule tilbageholdende, strømmede børnefamilierne sommeren igennem til byparken i Gellerup.
Det skabte glæde hos arrangør Jesper Fredslund Andersen, som er vild med god gammeldags park-underholdning.
”Da jeg var dreng, tog min far og jeg ofte cyklen fra Viby, hvor vi boede, og kørte til Botanisk Have til parkunderholdning. Og jeg savner virkelig den slags arrangementer, hvor alle kan være med,” sagde Jesper Fredslund Andersen med et smil, der fyldte hele ansigtet, mens han kiggede ud over byparken.
Her var masser af aktivitet. Børn hoppede i hoppeborgen, eller sad og spiste popcorn, mens forældrene fik sig en snak med nogle af de andre, som var dukket op.
”Der er så meget i den her verden, hvor mange netop ikke kan være med – ofte af økonomiske grunde. Men her kommer du bare så længe og så ofte, du har lyst. Jeg håber, at mange af børnene her ligesom jeg vil have gode minder fra parkunderholdningen, når de bliver ældre.”
Gennem hele sommeren stod Jesper Fredslund Andersen og hans organisation, Kultur Samler, hver onsdag kl. 11-16 klar i byparken sammen med de unge i Lommeguld, Junior Rangers og andre lokale aktører.
”Jeg elsker at lave sådan noget her, og jeg har gjort det hele mit liv,” fortæller Jesper Fredslund Andersen, som også bliver en del af det kommende motionsarrangement Løb Mellem Husene i byparken d. 14. september.
Læs hele historien
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-04 September

