Handlekraft på Holmstrup Mark
Fælles aktiviteter for Holmstrup, Thorsbjerg og Odinsgård
af Jens Skriver
Sammen med den nye beboerrådgiver Matilde Rod Andersen har en række beboere taget initiativ til at arbejde for bedre social sammenhæng på Holmstrup Mark efter corona ved at oprette en Facebook-side, få cykelværkstedet op at stå igen og senest ved at stifte en kulturforening: ”Holmstrup Marks Kulturvenner”.
Som en af stifterne, Troels Jørgensen, sagde:
”Kultur skal række ud over en selv og give nogle fælles oplevelser sammen”.
Der kan således være tale om meget forskelligt, som rækker bredt – f.eks. teater, musik, biografture.
Som udgangspunkt har foreningen ingen økonomi. Hvert arrangement skal kunne hvile i sig selv, men det er muligt at søge om penge. Der er ingen medlemslister. I stedet er det muligt at melde sig til en Facebook-gruppe og en mailingliste.
Generalforsamling
På den stiftende generalforsamling blev valgt en bestyrelse bestående af Deirdre Bille, Naja Præstegaard, Rudolf Bay og Matilde Rod Andersen med Peter Iversen og Troels Jørgensen som suppleanter.
Som prikken over i’et fortalte Åge Stokholm historien om Grimfest, som stadig fornyer sig. Det hele startede som en velkommen hjem-fest for Åge og en kammerat, der havde arbejdet i Norge. Det viste sig, at folk gerne ville hjælpe til med at lave en festival med upcoming bands. Under coronaen savnede folk festival. Det lykkedes at skabe nærvær uden at være tæt sammen.
”Vi lykkedes med ikke at smide de frivillige ud i noget farligt.”
Folk måtte ikke komme for tæt på hinanden og skulle sidde på tæpper og lytte, mens øl blev båret rundt.
Nu er der samarbejde året rundt som sidste skoledag, hvor de unge lærer at gå ædru til festival. Dernæst bliver der stor fest for Sundhed og Omsorg. Grimfest tænker meget på naboerne og vil gerne hjælpe den nye forening.
Allerede på mødet kom der forslag til arrangementer, men alle beboere er naturligvis velkomne til at byde ind.

Arkivfoto Ulrik D-H (kun online).
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2025-02 Maj

