Havehygge i Grønærten
Gellerup har haft nyttehaver i over 50 år, og beboerne er vilde med det grønne
Tekst Helle Hansen
Gellerup bliver i medierne tit omtalt som en betonby eller det, der er værre, og byplanlæggere og andre kloge folk bruger ofte automatsætningen ”i de udsatte boligområder ligger de grønne arealer ofte tomme og ubrugte hen”. Men det kan beboerne, der har nyttehaver i haveforeningen Grønærten slet ikke genkende. I over 50 år har de hvert forår glædet sig til at få jord under neglene og få sat gang i grøntsagsproduktionen. Og sådan har det også været denne sommer.
Nye haver godt i gang
Noget af det eneste, beboerne i Gellerup fik indflydelse på i forbindelse med Helhedsplanen med nedrivninger og renoveringer i 2022, var, at de nedlagte haver mellem blokkene på Dortesvej skulle reetableres på Jettesvej og bag den lange blok på Inger Christensens Gade. Sidste år lykkedes det at få anlagt i alt 19 nye haver bag to blokke på Jettesvej, og i år er der kommet 10 nye haver på Inger Christensens Gade. Alle tre steder er det lykkedes Grønært-lejerne på kort tid at skabe fantastiske haveafsnit, der også er til glæde for naboerne i blokkene, der fra altanerne har kunne følge livet i haverne.
Bygget et hvidt palads
I forbindelse med flytninger af haverne fra Dortesvej fik det ene haveafsnit på Jettesvej sidste sommer opsat en flot ny havepavillon med overdække, mens det andet haveafsnit måtte nøjes med en pavillon uden tag. Men de driftige havefolk lagde denne sommer skovlen og tog i stedet hammeren i hånden, og så fik de selv lagt tag på pavillonen, som de har døbt ”Det hvide palads”, et sted, der hele sommeren har været brugt til hygge mellem beboerne.
Midlertidige haver på Gudrunsvej
På Gudrunsvej er renoveringen gået i gang ved blok B6, det har betydet en del haverokeringer for de havefolk, der ikke er blevet genhuset, efter et helt haveafsnit midlertidigt er nedlagt, fordi arealet skal bruges de næste par år til byggeplads. Selv om der i foråret var den helt store haverotation, så strutter alle grøntsagerne, bønner, squash, salat og meget andet i de midlertidige haver, og der har også været tid til at hygge med grill og fællesspisning blandt havelejerne.
Grønært-haverne er for beboere i Gellerupparken – interesserede kan blive skrevet på venteliste, kontakt Helle Hansen på 27832782/ hhmh65[AT]hotmail[DOT]com
Nyt Spirehus i Fælleshaven
På Gudrunsvej er renoveringen gået i gang ved blok B6. Det har betydet en del haverokeringer, for i september kan Grønærtens lejere glæde sig til, at de endelig får leveret RealDanias Udestue til Fælleshaven bag den øverste blok på Gudrunsvej. Udestuen er en del af Realdanias ”Vores Sted”-projekt, der er en stor jubilæumsindsats, der markerer foreningens 25-årsjubilæum i 2025. Udestuen er primært bygget af genanvendte og naturlige materialer som træ, og Realdania har foræret huset for at modvirke ensomhed og styrke sociale relationer ved at give lokale ildsjæle og fællesskaber de fysiske rammer, de behøver for at mødes og udvikle deres aktiviteter. Fælleshavernes 56 højbede ligger i Gellerup Bypark, og det er grundejerforeningen, der i samarbejde med Haveforeningen Grønærten og Verdenshavernes Venner fremover vil være med til at sikre, at alle haveinteresserede i Gellerup og omegn får mulighed for at dyrke grøntsager i højbede og fremover får mulighed for at lære hinanden at kende i det nye mødested.Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2025-04 September

