Stor succes for Gellerup ved Kulturmødet på Mors
Cirkus, teater, dans og musik blev præsenteret i Lysskoven
Af Ole Jessen, Gellerup Art Factory

Kulturens helt store årlige fest i Danmark blev i år beriget af en række sprudlende kulturelle indslag fra Gellerup samt andre bydele og institutioner i Aarhus. Det foregik på Kulturmøde Mors i weekenden den 21.-23. august,
hvor der det meste af fredagen blev præsenteret en farverig buket af mangfoldig og etnisk divers kultur fra Aarhus. Publikum var der masser af bifaldene var højlydte og langvarige, og der var både latter og gys samt tårer i øjnene over præstationerne på scenen.

Gellerup Art Factory tog initiativ til, at Gellerup i år skulle præsentere sit kulturelle guld på Kulturmødet Mors, og Aarhus Kommunes Kulturforvaltning bakkede meget positivt op om ideen.

Der blev samlet en gruppe af folk fra flere bydele, kulturelle ildsjæle og kulturelle institutioner.
Alle havde et stort ønske om især at præsentere en mangfoldighed af etniske minoriteters kunst og kultur, som den udfolder sig her i Danmark, noget, der ofte er overset i mainstream-kulturen. Det fik opbakning fra Europæisk Kulturregion, der stillede Lysskoven til rådighed på kulturmødet om fredagen fra middag til ud på aftenen.

Teater, dans og kaffevogn
Gellerup kom med et stærkt program. På scenen opførte Chadi Abdul-Karim en del af sit meget roste og tankevækkende teaterstykke ”Gud bevare Danmark”. Cirkus Tværs præsenterede med sit unge rejsehold forestillingen ”Popcorn”, der er en hyldest til børns forskellighed, mod og legesyge. Gobaad Kulturforening viste somalisk dans til inciterende somalisk musik og fik publikum til at danse med på scenen.
På pladsen stod Sigrids Stue med Kaffevognen, der serverede arabisk kaffe og præsenterede publikations-serien Neighbourhood Remarks. Med VR-briller på kunne man træde ind i hjertet af Gellerup og møde Gellerup Art Factory. I Det Sorte Telt fik man en intim og intens oplevelse for et fåtalligt publikum ad gangen. Det var med korte film fra og om Palæstina, præsenteret af Palæstina Film Festival, og film om Cirkus Tværs.

Gobaad fremviste kunst og brugskunst fra Somalia. Ind imellem optrædener på scenen var der samtaler om, hvordan man styrker og udvikler mangfoldig kunst og kultur med etnisk diversitet, blandt andet med deltagelse af Aarhus Kommunes kulturchef.

Dans og festlig afslutning
På scenen kunne kulturmødets deltagere i løbet af dagen også opleve B.Longings fra Frydenlund præsentere ”Gennem digte forandrer vi os”.
En optræden med poesi og klassisk musik, der fik flere blandt publikum til at knibe en tåre. Fra Ungdomskulturhuset kom NXT LVL Aarhus med rap og med selvkomponeret musik og sang, hvilket var meget imponerende. Desuden var der på pladsen åben samtalesalon med Frydenlund Barbershop, ligesom Børnekulturhuset også deltog, blandt andet i en af samtalerne.

Dagen sluttede af med en aften-koncert med Houssam Zamzam og Quality Band, arrangeret af Turkis. Houssam Zamzam er en palæstinensisk-dansk musiker og sanger, der kombinerer arabisk folk og pop med andre musikgenrer.
Han er kendt for sin smittende energi og livsglæde på scenen, og den fik for alvor tag i publikum i Lysskoven, hvor flere hundrede mennesker dansede, lo og morede sig til de arabiske sange og rytmer.

Samlet må man sige, at hvis man ikke var der, gik man virkelig glip af noget. Det var medrivende og opløftende, samtidig både muntert og med stof til eftertanke.
Om vi gør det igen næste år? Vi får se.

Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2025-05 Oktober




