Cirkus Tværs fejrer jubilæum 40 år

Med forrygende cirkus for børn og unge i Gellerup

Cirkus Tværs er ikke bare en cirkusskole, men et sted, hvor man finder ud af, at man kan meget mere, end man tror.

Cirkus Tværs fylder 40 år og bliver festligt fejret som det enestående sociale børne- og ungecirkus, det er. Cirkus Tværs er et gratis tilbud, hvor man kan komme ind fra gaden og lære at lave cirkus. Men det er ikke bare en cirkusskole, det er også et sted, hvor børn og unge finder ud af, at de kan meget mere, end de tror.

Fantastisk og forunderligt er det, når timers, ja måneders øvelser i en af cirkus-disciplinerne præsenteres i manegen af en ung Tværs-artist under cirkusteltets stjernebestrøede teltdug. Så må ikke bare forældrene bryde ud i frydefulde tilråb og bragende klapsalver, så er det hele teltet, der jubler.

Ildsjælen Joop Poelman startede i 1986 Cirkus Tværs som et sted, hvor der var plads til alle. Det var vanskeligt at få det indpasset i kommunens systemer og budgetter. Men det lykkedes, og børn og unge fra især Gellerup-området kom med i forestillinger, på ture til udlandet og blev en del af et fællesskab med stor rummelighed.
Efter Joop Poelmans alt for tidlige død i 2009 stod Trille Lucassen klar som ny cirkusdirektør. Trille løftede den tunge arv og udviklede Cirkus Tværs til en solid institution i Gellerup. Hun var altid parat til at trække i sit røde kostume og stille op med de unge artister til en forestilling. Samtidig var hun for mange børn og unge en mentor og reserve-mor, med varme, støtte og kærlighed.

Fantastisk og forunderligt er det, når Tværs-artisterne optræder under cirkusteltets stjernebestrøede teltdug.

I 2015 blev kommunens bygning på Gudrunsvej, hvor Cirkus Tværs holdt til i kælderen, udpeget til nedrivning. Af kommunens forvaltning blev Cirkus Tværs’ bestyrelse pålagt selv at finde penge til nye lokaler. Det medførte en vis panik og frygt for lukning. Samme år blev Trille på tragisk vis dræbt ved et trafikuheld. Det ramte alle i og omkring cirkusset meget hårdt.
Betydningen af Cirkus Tværs og dets ildsjæle afspejler sig i, at de to afdøde cirkusdirektører har sat sig fysiske spor i Gellerup, med Trille Lucassens Gade og Joops Have.
Ny cirkusdirektør efter Trille blev Søren Stockmar med Christina Wegener som souschef, et stærkt makkerpar, der har ført Cirkus Tværs til nye højder sammen med det dedikerede personale. Bestyrelsen tog affære i sagen om lokalerne og gjorde kommunens folk opmærksom på, at Aarhus Byråd i 2002 besluttede, at kommunen stiller lokaler til rådighed for Cirkus Tværs. Det skabte ro om sagen.

Herfra gik det stærkt fremad igen. Den daværende kulturminister, Mette Bock, fik fik øje på Cirkus Tværs’ kvaliteter og var på besøg i både 2018 og 2019. Hun så Cirkus Tværs som et rigtig godt eksempel på, hvordan kultur og kunst gør en indsats for socialt udsatte boligområder.

Nogle få år senere blev Cirkus Tværs helt naturligt inddraget i opbygningen af det nye Sports- og Kulturcampus, der siden skød op midt i Gellerup og blev indviet i 2021 af den daværende kronprins Frederik. Efter mange år i kælderen kom Cirkus Tværs op i lyset og fik styrket sin position som en markant institution i Gellerup.
Nu kommer der børn og unge fra hele Aarhus til cirkus i Gellerup, der er et rend af skoleklasser, som får introduktion til cirkus-artisteriet, der er ture for artisterne i Danmark og til udlandet, og Cirkus Tværs arrangeret nu hvert år en international cirkusfestival med spektakulære, sjove og vidunderlige forestillinger fra ind- og udland. Der er meget at fejre.

Cirkus Tværs fejrer sit 40-års jubilæum d. 18. september i Sports- og Kulturcampus, hvor alle er velkomne. Der er følgende program, hvor alle forestillinger er gratis:
Kl. 14.00: Reception
Kl. 16.00: Cirkus Tværs forestilling på Verdenspladsen
Kl. 17.15: Barbaroshop 1. forestilling i Multisalen
Kl. 17.30: Droplines 1. forestilling i Tværs-salen
Kl. 18.00: Pause til spisning
Kl. 19.45: Barbaroshop 2. forestilling i Multisalen
Kl. 20.00: Droplines 2. forestilling i Tværs-salen
Kl. 21.00: Mamma Calypso med orkester spiller i foyeren.
Kl. ca. 22: Tak for en dejlig dag.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2026-04 September

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2026-04 September side 8
i sektionen Artikler

forsiden af magasinet 2026-04 September

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Datoer:

  • Cirkus Tværs fejrer jubilæum 40 år
Se kalender
Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data