Hasselengen sagde nej til ladestandere
Beboerne godkendte huslejestigning på 2,3 procent. Afdelingsbestyrelsen mangler et medlem
Tekst Helle Hansen Foto Bo Sigismund

På lidt over en time klarede beboerne i Hasselengen at holde årets afdelingsmøde, hvor 16 boliger var repræsenteret.
Afdelingsbestyrelsen kunne berette, at den holder møde hver anden måned, og at den ofte går rundtur i afdelingen med fokus på de grønne områder, hække og haver. I år er der også arbejdet med at forskønne området omkring storskraldspladsen, et arbejde, der endnu ikke helt afsluttet. Sammen med afdeling 7 er det besluttet at fjerne buskads og træer i skellet mellem de to afdelinger for at begrænse problemerne med rotter.
Bestyrelsen fortalte, at den behandler mange emner på dets møder, men der savnes et større fokus på afdelingens forhold højere oppe i organisationen. Da der blev spurgt ind til, hvad bestyrelsen mente med manglende fokus, henviste bestyrelsen blandt andet til et ønske om hegn i afdelingen, hvor der fortsat afventes en afklaring med pris og forslag til løsning.
Bestyrelsen opfordrede til sidst flere beboere til at stille op til afdelingsbestyrelsen. Beretningen blev godkendt. Budgettet for 2027 bød på en huslejestigning på 2,3 procent. Efter gennemgang af afdelingens udgifter og indtægter blev budgettet vedtaget med 30 stemmer for og to imod.
Nej til ladestandere og bænk
Et forslag om at opsætte to ladestandere med hver to ladeudtag til elbiler blev forkastet. Forslaget indebar en investering på 180.000 kroner, som skulle finansieres gennem et lån i afdelingens egne midler og en huslejestigning. Ti stemte for, men 14 stemte imod.
Under debatten blev det blandt andet fremhævet, at alle beboere ville være med til at betale, og at der allerede findes flere offentlige lademuligheder i nærområdet.
Et forslag om at sætte en bænk op ved træet med stensætningen på plænen neden for driften blev også stemt ned med ti stemmer for og 14 imod.
Også et forslag om at opstille ekstra skraldespande langs stierne, for at folk lettere kan komme af med hundeposer med hundenes efterladenskaber, fik nej tak. Bestyrelsen oplyste, at der allerede er en aftale med driften om at være ekstra opmærksom på hundeposer i gårdene.
Afdelingsmødet var derimod positivt overfor at beboere fra den nye afdeling 28, Skovlunden, fremover vil kunne leje Hasselengens fælleshus i weekenderne på samme vilkår som andre eksterne afdelinger, hvor prisen er 2.500 kroner, mens afdeling 15’s egne beboere betaler 1.200 kroner.
Mangler et bestyrelsesmedlem
Da der var valg til bestyrelsen, blev der genvalgt tre bestyrelsesmedlemmer og valgt et nyt medlem, mens den femte plads står tom, og ingen meldte sig som suppleant.
Til sidst på mødet blev der under eventuelt rejst spørgsmål om muligheden for kollektivt at melde afdelingen ind i lejerorganisationen LLO. Emnet kan komme på dagsordenen ved næste års afdelingsmøde, hvis der indsendes et forslag inden fristen, lød svaret fra dirigent Bo Sigismund.
Afdelingsbestyrelsen oplyste, at Skræppebladet som en forsøgsordning, når det udkommer, bliver placeret i vaskeriet i stedet for at blive omdelt til alle beboere.
Afdeling 15, Hasselengen
136 et- til femrums boliger
fra 49 – 129 m²
Ny husleje pr. m² pr. år: 1186.
Adresse: Hasselhøj og Hasselengen,
8361 Hasselager
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2026-06 November

