Helle og Troels vil også rive blokke ned i Gellerup

Afdelingsformænd i Gellerupparken og Toveshøj støtter nu nedrivning af tre blokke. “Vi vil ikke vælte blokke i Gellerupparken og Toveshøj blot for at vælte blokke,” lyder meldingen fra afdelingernes formænd, der i samme åndedrag ikke kan fortælle hvilke tre blokke, de har været med til at beslutte  skal rives ned. Det er ikke besluttet eller planlagt endnu. Styregruppen for Gellerups helhedsplan har alene vedtaget at vælte blokke – ikke hvor det skal være, eller hvilke blokke, der skal jævnes med jorden.

Rådmand Gert Bjerregaard, der havde forventet at jævne halvdelen eller i hvert fald seks blokke med jorden, er stadig glad for aftalen, hvor både byrådsmedlemmer og repræsentanter fra toppen af Brabrand Boligforeninge har vedtaget, at der skal udarbejdes en plan, som foreslår, at tre blokke skal rives ned, 1-2 blokke sælges som ejerlejligheder og det der svarer til 2-3 blokke skal omdannes til kommunale arbejdspladser. Almindelige beboere har ikke været med i styregruppens beslutning om at nedrive blokke.

urh-arkiv-gellerupparken-toveshoej-DSCF0880

For at berolige beboere i Gellerupparken og Toveshøj har de to afdelingsformænd og Brabrand Boligforening husstandsomdelt følgende tekst:

Til beboerne i Gellerupparken og Toveshøj

Den nye helhedsplan åbner området med nye veje, en bygade og nye bygninger

Tryghedsgaranti sikrer, at ingen beboere skal flytte fra Gellerupparken og Toveshøj

Sent mandag nat blev der på Århus Rådhus forhandlet en aftale på plads om helhedsplanen for Gellerupparken og Toveshøj. En plan, der i løbet af de kommende 20 år kommer til at medføre mange spændende forandringer i vores boligområder.
Der vil komme nye veje ind i mellem blokkene, der vil blive anlagt en lang bygade, som kommer til at forbinde de to boligafdelinger. Midt i Gellerup kommer der en stor torveplads, mens der på Toveshøj bliver bygget et stort Sundhedscenter. Samtidig vil der også blive bygget nye ældreboliger, plejeboliger, ungdomsboliger, private lejligheder, og der vil komme forretninger og kulturelle institutioner til området.

Lejligheder til salg
I Gellerupparken vil en blok som et forsøg blive solgt til ejerlejligheder. Her vil både nuværende beboere og andre interesserede kunne købe lejligheder. Afhængig af resultatet af dette forsøg kan der blive tale om salg af yderligere en blok. Der vil også blive nedlagt en række lejligheder, som skal omdannes til kontorer og andre arbejdspladser. I forbindelse med anlæggelse af den nye bygade gennem Gellerup skal tre blokke fraflyttes. I dette område vil vi placere butikker og erhverv.
Om nogle år vil der også blive bygget penthouse lejligheder på de høje blokke, og der vil komme gavlejligheder på de sydlige gavle på Gudrunsvej.
Afdelingernes små lejligheder vil enten blive lagt sammen med nabolejlighederne eller slået sammen med lejligheden ovenpå, så der kommer nye lejligheder i to etager.

Byggerier i gang i 2013
Det forventes, at forsøget med salg af en blok vil kunne sættes i gang i løbet af 2010. Mens arbejdet med ombygning af lejligheder og blokke formentlig først bliver sat i værk i løbet af 2013.

Lokalområdet bliver hørt
Det er vigtigt at understrege, at beboerne i de to afdelinger vil blive hørt i lokalplanshøringer i forbindelse med alle projekterne. Her er der mulighed for at komme med kommentarer og også med forslag til ændringer af de konkrete projekter.
Efter sommerferien vil der blive holdt et stort borgermøde i GLOBUS1, hvor alle beboere er meget velkomne til at komme og høre nærmere om den store plan og stille spørgsmål og måske også komme med forslag.
Endelig skal aftalen om helhedsplanen – den såkaldte dispositionsplan – inden sommerferien næste år godkendes af Brabrand Boligforenings repræsentantskab og Århus Kommunes byråd.

Tryghed for alle
Det er vigtigt for afdelingsbestyrelserne i de to afdelinger at understrege, at de kommende års forandringer i Gellerupparken og Toveshøj ikke kommer til at betyde, at beboerne skal flytte væk fra området.
Helhedsplanen indeholder nemlig en tryghedsgaranti, som sikrer, at alle beboere, der bor i blokke, som bliver ramt af forandringer, vil blive tilbudt en lignende lejlighed et andet sted i området, hvis beboeren ønsker det.

Hvem skal flytte, hvornår?
Endnu er det ikke fastsat, hvilke blokke det er, der konkret vil blive en del af helhedsplanen. Det spørgsmål forventes at blive afklaret i løbet af efteråret.
Beboerne i de berørte blokke vil snarest muligt skriftligt blive orienteret om, hvilken planer, der er med deres blok. De vil også få oplyst, hvornår kommer det til at ske – samt få fortalt, hvilke muligheder beboeren har for at få hjælp til at flytte til en anden lejlighed.

Følg med i helhedsplanen på www. brabrandbolig.dk

Med venlig hilsen

Helle Hansen
formand for afdeling Gellerupparken

Troels Bo Knudsen
formand for afdeling Toveshøj

Torben Overgaard
direktør for Brabrand Boligforening

Keld Albrechtsen
næstformand for Brabrand Boligforenings foreningsbestyrelse

LÆS MERE:
Hjemmeside for Brabrand Boligforening: http://bbbo.dk

Hjemmeside for Gellerupparken: http://gellerupparken.dk

Blogartiklen er oprettet: 28. jun 2009. Opdateret 29. jun 2009 kl. 07:05


Del eller print denne side:  


 
 


Blog-arkiver: 2007 | 2008 | 2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 | 2014 | 2015 | 2016 | 2017 | 2018 | jan | feb | mar | apr | maj | jun | aug | sep | okt | 
© 1970-2018
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt