Tryghedsgaranti og penge til Helheds­planen

Aftale fra december stadfæstet. Flere visioner

På beboermøderne i december i Gellerupparken og på Toveshøj blev helhedsplanen godkendt. Det blev det aftalt, at der i foråret skal indkaldes til nyt beboermøde i begge afdelinger for at godkende den konkrete ansøgning til Landsbyggefonden om penge til Helhedsplanen.

Vi har allerede søgt om huslejestøtte, men nu drejer det sig om mindst 349 millioner kr, som Landsbyggefonden har givet tilsagn om i såkaldt renoveringsstøtte. De to afdelingsbestyrelser har nu besluttet, at der indkaldes til beboermøde på Toveshøj d. 30. maj og i Gellerup d. 31. maj. Inden de to beboermøde vil der blive udsendt et nyt ekstranummer af Skræppebladet til beboerne i de to afdelinger. Her vil man kunne læse om økonomien, tryghedsgarantien og tidsplanen for gennemførelsen af Helhedsplanens forskellige dele.

De to afdelingsbestyrelser arbejder i disse dage sammen med boligforeningen og kommunen på højtryk for at sikre, at vi får en plan, der bliver tryg og rimelig for de beboere, som bliver berørt af nedrivning eller omdannelse af blokke. Brabrand Boligforenings repræsentantskab har godkendt, at vi sætter Helhedsplanen i gang med ansøgningen til Landsbyggefonden og på den betingelse, at planens gennemførelse ikke kommer til at koste beboerne i de øvrige afdelinger penge.

Aarhus Byråd har også godkendt, at planen sættes i gang på grundlag af den dispositionsplan, der blev vedtaget på beboermøderne i december. Det betyder, at vi kan sælge jord langs Ringvejen og få penge hjem til planen.

Tryghedsgarantien

På beboermøderne i december blev det besluttet, at ingen beboere kommer til at flytte fra Gellerup eller Toveshøj mod deres vilje. Beboerne i de blokke, hvor lejligheder bliver nedlagt, vil få tilbudt en tilsvarende bolig i området. Beboerne vil blive tilbudt hjælp til flytningen – og man vil få mindst et års varsel før flytningen. Så snart tryghedsgarantien træder i kraft i en blok, så vil beboerne i denne blok kunne bruge den til at få en tilsvarende lejlighed i området. I det kommende ekstranummer af Skræppebladet vil der være oplysning om, hvornår tryghedsgarantien træder i kraft for de blokke, der bliver omfattet. Og der vil komme nærmere oplysninger om brugen af tryghedsgarantien, så alle kender deres rettigheder.

Planen kan gennemføres, som det blev vedtaget i december med bygade, centrale beboerhuse, sundhedscenter, de nye pladser og byggeri af arbejdspladser og uddannelser. På bygaden åbnes op for, at der kan komme butikker, caféer, moské og mange andre aktiviteter. Det blev også besluttet, hvilke blokke, der skal nedrives eller omdannes for at skabe plads til disse nye byggerier. Hejredalskollegiet forhandler i øjeblikket med kommunen om at sikre kollegiets fremtid som ungdomsboliger samt om frasalg af tre blokke til brug for Gellerup Højskole.

Økonomien

Vi regner nu på detaljerne og den konkrete tidsplan, så vi kan præsentere dette i ekstranummeret. Det skal sikres, at der er penge nok til at løse opgaverne. Og der skal samtidig skaffes penge til at sikre den huslejegaranti, som kommunen og boligforeningen har lovet beboerne. Den betyder, at selve Helhedsplanen ikke fører til huslejestigninger. Men der vil selvfølgelig komme de almindelige stigninger som følge af stigende priser, lønninger m.v. eller som følge af forbedringer, som de to afdelinger selv beslutter.

Det er afgørende, at vi får lov til at sælge jord langs Ringvejen, hvor boligforeningen og de to afdelinger ejer hver sin grund. I den forbindelse skal vi have Folketingets tilladelse til at bruge pengene fra salg af Toveshøjs og Gellerups jord langs Ringvejen til Helhedsplanen. Det kræver en lovændring, som nu er under behandling.

Skulle Folketinget ikke nå det inden det kommende folketingsvalg, så får vi loven efter valget. Vi har talt med partierne og er sikre på, at der også i det nye Folketing vil være flertal for denne lovændring. Dermed skabes der sikkerhed for, at vi kan få økonomien til at hænge sammen. Vi vil i den forbindelse sikre, at beboerne ikke skal betale det huslejetab, der er opstået i Gellerup og Toveshøj. Dette tab skal betales af helhedsplanen, og det vil vi indgå en aftale med kommunen om. Desuden vil vi i planen skaffe så mange penge som muligt til vedligeholdelse, så vi kan være sikre på, at lejlighederne også kan udlejes i fremtiden.

Større chance for letbane

Efter oplysninger i pressen er der stigende chance for at få en letbane gennem området. Byrådet vil lave en analyse af udbygningen af letbanerne i byen, og det kan føre til, at letbanestrækning nr. 2 kommer til at gå gennem Gellerup/Toveshøj. Strækning nr. 1 bygges som bekendt ud ad Randersvej. Samtidig er der stigende opbakning på Christiansborg til udbygningen af letbanen, og derfor kan de århusianske letbaneplaner blive fremskyndet.

Efter min opfattelse vil det være et stort fremskridt for hele byen, hvis planen om letbane gennem Gellerup/Toveshøj gennemføres som strækning nr. 2. Her er tale om et område med mange beboere, så man kan være sikker på, at banen vil blive en succes. Det vil være samtidig virkeliggøre Helhedsplanens vision om at binde området sammen med resten af byen. Så forhåbentlig beslutter byrådet at sætte alle sejl til i denne sag.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2011-04 maj

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2011-04 maj side 10-11
i sektionen Artikler

forsiden af magasinet 2011-04 maj

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data