Sonnesgårdens 5-årsjubilæum

et historisk tilbageblik M.M.


af Bent Jensen

Sonnesgården (afd 22) har i år 5-årsjubilæum, og det skal fejres i løbet af foråret.

De første beboere flyttede ind den 1. marts 2003, og de sidste skulle være flyttet ind 1. august, men det kneb med at leje ud i starten, så de sidste flyttede ind omkring 1. november. Det er udelukkende seniorboliger fra 55+, og det var et eksperiment Brabrand Boligforening prøvede. Der er 95 lejligheder, og de 21 er på lejebasis, og de 74 medejerboliger. Det havde man aldrig prøvet før, så vi var en slags prøveballon.

Udlejningen gik som sag ikke så godt i starten; om det var, fordi Brabrand Boligforening ikke annoncerede nok, eller der var andre årsager, skal jeg ikke kunne sige, men for at leje alle lejligheder ud, måtte man lade nogle af lejlighederne udleje til unge mennesker med den klausul i deres lejekontrakt, at de kun måtte bo der i 2 år, og efter den tid kunne lejemålet ikke forlænges.

I dag bor der kun seniorer herinde, og nu går udlejningen godt. Vi har som andre afdelinger venteliste til vores lejligheder også dem med medejer. I den tid, der er gået, har der været afholdt mange arrangementer, og vi har 2 kaffedage om ugen for vores beboere; nemlig tirsdag og fredag, som mange af beboerne er glade for. Vi bor i et lukket område: man kan kun komme ind til os med nøgle, så når vi skal have besøg, må folk ringe på vores navneplade, der sidder udenfor på muren, og det tror jeg mange af de enlige damer er glade for. Vi har også en pragtfuld gård med masser af buske, træer og blomster, som mange af beboerne selv har været med til at plante, så når vi får besøg af fremmede, er de hel benovede over, at der kan være så smukt i en gård inde midt i en storby.

Når jeg har nævnt vores kaffedage, må jeg også lige nævne, at vi også har fælleshygge og spiseaften den første fredag i måneden undtagen i januar, juni, juli og august måned. Vi fejrer også fastelavn, Sankt Hans samt julefrokost sammen, og vi har det bare så hyggelig.

Jeg tror ikke, der er mere at skrive om nu, men jeg vender tilbage med et referat, når vi har haft jubilæumsfest.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt