Afd. 12-11-6: Banko med hygge og masser af vindere

Afdelingerne 11: Odinsgård, 12: Thorsbjerg og 6: Holmstrup

Odinsgård har gode odds for succes med ny bankoklub

tekst og foto af Ulrik Ricco Hansen

urh-banko-odinsgaard-03.jpg
Banko er en disciplin, der aldrig vil mangle udøvere. På Holmstrup Mark har der de seneste måneder været et nyt tiltag i gang – en bankoklub med base i Odinsgårds fælleshus Valhalla. Aktiviteten er en af de mest markante af de nye tiltag i afdelingen, og også en, der tiltrækker beboere fra andre afdelinger måned efter måned.
”Bankospillerne kommer fra alle afdel­inger på Holmstrup Mark. Flest fra Odinsgård og Holmstrup. Men også faste besøgende fra Thorsbjerg. Og et par gange har der været nogle fra Bronzealdervænget,” fortæller Sonja Jensen, da Skræppebladet er på besøg.

Råber op på ny måde
Sonja Jensen er medlem af afdelingsbestyrelsen, og netop i dag er hun helt sikker på at kunne råbe beboerne op. I hvert fald dem, som er mødt op og har købt plader, kaffe eller måske en af hendes hjemmebagte kager med blå glasur og sølvfarvede sukkerkugler.
Sonja er bankospillets opråber, og det er efterhånden noget, hun nyder som veltrænet i den position. Hun har øvet sig i nærområdet siden sidste sommer.
urh-banko-odinsgaard-01.jpg
Banko-klub
Inden spillet går i gang, fortæller hun mere om banko i Odinsgård. Hun fortæller bl.a., at beboerrådgiver Jens Høgh tidligere stået for nogle bankoaftener, hvor han var opråber, men ikke helt fik succes med at få en efterfølger.
Men efterfølgeren er her nu og har god, lokal opbakning.
Sammen med Lene Olm, også fra afdelingsbestyrelsen, har de nu sammen med masser af entusiastiske beboere stået for at starte bankoklubben op.
Bankoklubben består især af en række personer, som hjælper med at sætte borde og stole frem og rydde op. Klub­medlemmerne skal med tiden overtage syringen af aktiviteten, så den kan køre mere uafhængig.

Forrygende start
Alle har købt plader og sidder på pladserne. Om lidt starter spillet.
Opråberen kundgør:
”Så er der fem minutter til, vi starter – hvis der er nogen, der har brug for at ryge.”
Hvorefter næsten halvdelen af deltag­erne styrter ud i vinterkulden foran fælleshuset for at blive nikotin-klare inden første spil.
En mandlig deltager bemærker ”Det er træls, at vi ikke må ryge mere. Så skal vi stå ude i kulden.”
Flere kommenterer – også Sonja der siger.
”Vi får mere frisk luft end ikke-ryg­erne, haha.” – de andre griner med – eller det vil sige dem, som ikke allerede har forladt lokalet for at ryge udenfor.

Bankostemning
Deltagerne er tilbage. Der begynder langsomt og sælsomt intenst at brede sig den særlige bankostemning, som viser, at der er mange veteraner på området. Hånden løftes op under hagen, der tales ikke længere – men hviskes kun, selvom spillet ikke helt er begyndt.
SÅ begynder opråberens magiske talrække. Det ene tal efter det andet.
Og indimellem hviskes der om tallet – var det enogtyve eller var det mon en og derefter tyve?
Men bankospillerne bliver hurtigt sporet ind på opråberens stemmeleje og tonefald. I løbet af få minutter er der larmende tavshed fra bordene – kun lyden af intens bankospil fylder rummet.

Fatter en brik
Så er der banko på rækken, og der sendes straks en pose kaffe til vinderen. Nu stiger spændingen. Det rasler i stofposen med klovnemotiver hos opråberen, som trækker endnu et tal.
Fra de seks borde høres 10-ører og farvede plastikbrikkers skraben over de mere eller mindre slidte bankoplader og afløses af svage kliklyde når en brik med et lille smil på læben hos spilleren kan dække et felt på pladen. Eller helst felter på flere plader, for ingen spiller kun på en enkelt plade, og det er også overkommeligt at købe flere: En plade koster 10 kr., og der er tre for 25.

urh-banko-odinsgaard-05.jpg

Klimaks
Tempoet stiger – med ned til fire sekunder mellem hvert tal, koncentrerer alle sig om spillet.
”BANKO!” Endelig forløses tavsheden. De rutinerede spillere ved godt, at der er minimal chance for, at der er falsk alarm og fjerner de placerede brik­ker med enten magnetiske håndtag eller skraber 10-ørerne væk fra pladen.
Vinderen af kød-præmien får en kvit­tering, så vedkommende efter spil­let kan afhente præmien i fryseren eller køleskabet i fælleshuset.
Nu mangler der kun 20 omgange. Der er gode vinderchancer for de fremmødte 13 spillere, der forhåbentlig snart får selskab af mange flere.




Del eller print denne side:  


Tilbagevisende links


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT

For at undgå spam skal du skrive bogstaver og tal fra billedet herunder:
(indlæser langsomt)




 
 
© 1970-2018
Skræppebladet - Beboerhuset Yggdrasil - Dortesvej 35A - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | WP | Kontakt