Lederen
Det sociale fællesskab
af Sebastian Adorján Dyhr
Det er med stor glæde i dette nummer blandt andet at kunne berette om den store forskel, der er sket med udseendet af opgangene i Gellerup og på Toveshøj, som kampagnen Trin for Trin har ført med sig.
Det viser, at det med en målrettet indsats kan lade sig gøre at engagere beboerne, så de føler ansvar for områder af fælles interesse.
Der har længe været fordomme og reelle bekymringer om, hvor meget svineri, der har været i visse opgange; mange penge har været brugt på rengøringspersonale og oprydning – penge, som kunne have været brugt til væsentligt sjovere ting. Skulle de ikke betales over huslejen, kunne den enkelte beboer jo selv have valgt, hvad de ville bruge dem til.
Nu har projektet Trin for Trin været med til gennem humor og konkurrencer at sætte fokus på standarden, og resultatet er slående. Det er nu op til alle beboere at være med til at bevare den positive holdning og flotte standard gennem fortsat fokus på, at fællesarealer er et fælles anliggende.
I Danmark har vi haft tradition for at mødes i foreninger af alle mulige slags, og boligforeningen er ingen undtagelse. Vi har stolte traditioner for at mødes med ligesindede om vore fritidsinteresser; men i de seneste år er det gået tilbage med engagementet deri. Og det går ud over både børn og voksne, som let kan mangle et sted at gå hen og være positivt sammen. Vi mennesker har brug for at mødes og udveksle tanker og idéer, og det gøres godt under afslappede former, som en frivillig forening er.
Derfor har vi også tidligere på Skræppebladet to gange om året bragt et indstik med oplysninger om alle de foreninger, der findes i boligforeningens afdelinger. Det har ligget stille i et stykke tid af praktiske grunde; men vi vil meget gerne bringe det igen, og opfordrer derfor alle formænd og kontaktpersoner til at følge vejledningen i bladet til at indsende oplysninger om netop deres forening.
På den måde kan alle beboere orientere sig i det righoldige udbud, der stadig er og finde nye mennesker at være sammen med og på den måde lære både nye færdigheder og holdninger til tingene.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2009-01 Februar