Psykisk syge i boligområderne – set fra boligforeningens synsvinkel
Tema-debat: “Er din nabo psykisk syg”
af Jesper Pedersen, Brabrand Boligforening
Brabrand Boligforening har som formål at skabe gode boliger til brede kredse i den danske befolkning. Derfor er også psykisk syge velkomne i vore afdelinger. De psykisk syge er ofte gode beboere, men det, der lægges mærke til, er de få, der af en eller anden grund ikke er i en god behandling. Det giver anledning til større eller mindre uheldige episoder og ulykkelige hændelser. De naboer, der udsættes for disse episoder, kan godt opleve det som en væsentlig reduktion af glæden ved at bo i afdelingen. Det sker specielt, hvis det ikke lykkes at få den syge beboer ind i et behandlingsforløb, der virker.
Vore boligområder kan blive mindre attraktive
Mennesker, der er psykisk syge, er ofte henvist til at bo i de almene boliger. Den private udlejer kan nægte dem at leje en bolig, og ofte har de psykisk syge ikke økonomi til at bo i en i en ejerbolig.
Hvis en boligafdeling bliver præget af mange psykisk syge, der ikke er i god behandling, bliver området let uattraktivt. Det betyder, at ressourcestærke beboere flytter væk, og frem for alt at mange foretrækker at bo i andre boligområder. Det er starten på A og B boligområder.
De svage betaler for de svage
Der kan være væsentlige ekstraomkostninger ved, at være den samfundsinstitution, der har til opgave at skabe boliger til denne gruppe borgere. Der er direkte omkostninger i form af ekstra nedslidning, men frem for alt indirekte omkostninger i form af, at vore boligområder kan have svært ved at tiltrække ressourcestærke beboere. Der er praktisk talt ikke offentlige midler til at løse disse opgaver. Det bliver vore beboere, der betaler regningen.
Attraktive boligområder er vejen frem
Det er boligforeningens erfaring, at hvis vore boligafdelinger er attraktive med et godt indre liv, hvor beboerne kommer hinanden ved, så kan en afdeling rumme en del, der har problemer af forskellig karakter. Den nuværende regering har dog konsekvent siden 2001 gjort hvad de kunne for at begrænse vores muligheder for at forbedre vore boligområder.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2009-10 December