Lunte ned til Sonnesgården
Et anderledes afdelingsmøde
af Hans Esmann Eriksen – foto af Torben Malmstrup
I Hasselager er der flere aktiviteter, som samler deltagere fra de 5 afdelinger, der er i området. Hasselhøj, Hasselengen, Hasselager og de 2 afdelinger på Skovhøj.
Ud over Bankoklubben er der Lunterne og Petanquekluppen.

Lunterne flokkes ved porten til Sonnesgården
Hvad er Lunterne
Lunterne er en vandreklub, hvor deltagerne hver mandag finder et udflugtsmål, som de sammen besøger.
Der er mange forklaringer på årsagen til navnet. Nogle mener, det er vandrefugle opkaldt efter den færøske fugl lunden. Andre, at deltagerne har en særlig luntende gang, når de i fællesskab oplever verden.
Endelig er der lokale iagttagere, der anfører, at navnet stammer fra den særligt korte lunte medlemmerne kan have, når de diskuterer med andre fra området.
Lunterne i Sonnesgården
På en solklar efterårsdag var målet for udflugten Sonnesgården, hvor formanden Steen Holgaard modtog vandrefuglene. Have, kælder fælleshus og tagterrasse blev besøgt kommenteret og beundret.
I fælleshuset blev der budt på kaffe, der blev spurgt om, hvordan reglerne for medejerboliger er, hvordan det lykkes Sonnesgården at afholde 120 store og små arrangementer om året, og hvordan samarbejdet mellem i Hasselagerafdelingerne foregår.
Flere af lunterne gav udtryk for, at det var spændende at se, hvordan en anden afdeling, som de ellers kun kendte fra Skræppebladet, fungerede.
Vandrefugle skal videre
Der kunne sikkert udveksles mange erfaringer og snakkes længe. Vandrefugle skal videre.
Som en af dem udtrykte fyndigt. “Vi er ikke kommet her for at sidde på vores bag og drikke kaffe”. Vandrefuglene kom, så og fløj videre.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2010-10 December

