Når feriekufferten pakkes

– og afsked ved toget

Af Inger Bloch – illustration af Jesper Ankjær

Hvad skal med?

Når kufferten skal pakkes, har jeg en opskrift, der ser sådan ud:

En T-shirt med korte ærmer, en T-shirt (eller skjorte) med lange ærmer, et par shorts, et par lange bukser, en trøje, en (regn)jakke, kondisko og/eller sandaler, undertøj, toilettaske og (evt.) medicin.

Stå fast

Trods alle gode forsætter om ikke at slæbe overflødige ting med på turen kommer der altid mere i kufferten end oprindelig planlagt: Måske skal man ”ud at spise” en af dagene – og så er det jo rart at kunne se nydelig ud! – Skulle man ikke lige tage en ekstra trøje med, hvis det nu bliver koldt? – og måske et par bluser ekstra for en sikkerheds skyld? – kan man overhovedet undvære gummistøvler? osv.

Nu er det, at man må træde i karakter – altså ikke noget med, at jeg kan da bare tage en rejsetaske mere med – eller tage den store kuffert (den, jeg ikke kan få op i togets bagagenet). NEJ: Her må man vise standhaftighed og gå tilbage til ”den faste opskrift” for pakning af feriekufferten!

ferie kuffert

Min onkel

Nu vil jeg fortælle om min uforlignelige, gamle onkel. Han var en sej størrelse, der ikke gik af vejen for at cykle til Lapland. Hans princip var, at der i hans rejsetaske (i beskeden størrelse) ikke skulle befinde sig andet end en tandbørste, et par underbukser, et par sokker og en skjorte.

Min onkel var født og opvokset i Holstebro, men som voksen boede han i København og arbejdede der. Han besøgte sin mor (min mormor), som stadig boede i Holstebro, i ferierne.

To farvelscener

For mange år siden – måske i 1969 – gjorde min onkel ophold på hjemrejsen fra Holstebro for at besøge os i Linå ved Silkeborg, hvor vi boede dengang. Den videre rejse til København var omhyggeligt planlagt: først skulle han med tog fra Silkeborg til Skanderborg, hvor der var et ophold på halvanden time, inden han kunne komme videre.

Min søster, svoger, bror og jeg selv kørte ham ind til Silkeborg Station, hvor vi tog afsked og ønskede ham god rejse. (Jeg havde smurt en forsvarlig madpakke til ham, som han kunne spise på Storebæltsfærgen).

Jeg ved ikke, hvem der fik ideen, men da vi kom ud fra stationen, kastede vi os ind i bilen og kørte så hurtigt, som vi kunne (og måtte) til Skanderborg Station. Her nåede vi lige ind på perronen og stod så der og råbte hurra, da min onkels tog ankom.

Jeg glemmer aldrig det forbløffede og glade udtryk i hans ansigt, da han fik øje på os; vi havde jo netop sagt farvel!
Vi kunne nu nå en kop kaffe sammen på en nærliggende café, inden vi for anden gang fulgte min hyggelige onkel til toget og vinkede farvel!