Livet med mobiltelefon

og en gammel telefonsamtale

klumme af Inger Bloch – illustration ag Jesper Ankjær

Smartphone/iPhone

Rigtig meget telefoni i dag foregår med mobiltelefon – eller endnu bedre med iPhone eller smartphone. Med dem kan man gå på nettet, surfe, maile, gå på facebook, fotografere, optage videofilm, høre musik – og selvfølgelig sms’e.

Måske har den også indbygget GPS. Der kommer hele tiden nye, der kan endnu mere, og sådan et lille vidunder kan ikke undgå at præge det daglige liv. Den følger dig, hvor du går – du er bevidst om, at den er lige ved hånden – du kigger jævnligt efter, om der lige skulle være indløbet ny meddelelser – måske har du høretelefoner på og lytter til musik og så videre.

Smartphone

Forstyrrelser

Nogle er hensynsfulde, når de er sammen med andre. De sætter vibrationsfunktionen til, så telefonen vibrerer i lommen, når de bliver kaldt op.

Bedst som man sidder i en god samtale, breder sig et bestemt fjernt udtryk i samtalepartnerens ansigt – han undskylder, tager telefonen frem og går ud af rummet med telefonen i hånden – eller måske læser han blot den indkomne meddelelse.

Under alle omstændigheder kan det være svært at genoptage samtalen fra før.

Mindre personlig kontakt?

Er vi ved at bevæge os hen mod et samfund, hvor man mister mere og mere af den menneskelige kontakt? Hvad er det for et liv, vi er ved at skabe?

Bøger, CD’er, biograffilm, koncerter – alt kan erstattes af computere, robotter, iPads og iPhones, og ja – med den lille vidunderlige firkant i hånden, behøver vi næsten ikke at ønske os mere.

En lille by

Inden jeg kommer til at fortabe mig i en beskrivelse af en fremtid, hvor vi alle bliver serviceret og passet af robotter – og al kommunikation foregår elektronisk, vil jeg lige fortælle om en oplevelse, jeg havde i 1968, da jeg boede med min mand og vores to små børn i den lille hyggelige by Linå.

Jeg var så heldig, at jeg kunne være hjemmegående husmor i de år, børnene var helt små.

Linå ligger mellem Låsby og Silkeborg. Der var en kirke (den er der stadig), og der var også bager, købmand, brugs, slagter, damefrisør, bank, posthus og skole. Der var også et plejehjem. Her disponerede Linå kommune med kæmneren i spidsen over et par lokaler til kommunekontoret. (Webred: Kæmner svarer omtrent til det nutidige kommunaldirektør)

Fra vores hus kunne jeg se ned på Silkeborg landevej og på den anden siden af vejen, hvor terrænet skrånede opad, kunne jeg se en bondegård oppe på bakken.

Reddet af telefoncentralen

En dag kiggede jeg ud og opdagede, at hestene, som plejede at græsse på skråningen overfor, var sluppet ud af folden, og nu løb de forvirrede rundt nede på landevejen.
Jeg vidste ikke, hvad gårdejeren hed, så jeg kunne ikke finde hans telefonnummer og give ham besked.

MEN dette var jo i de gode gamle dage. Jeg løftede telefonrøret og fik prompte en venlig, jysk kvindestemme i øret: ”Mollerup Central,” sagde hun. Jeg satte hende hurtigt ind i situationen, hvorefter hun fortalte mig, at den pågældende gårdejer slet ikke var hjemme. Hun havde nemlig lige set ham gå ind til dyrlægen overfor centralen, men nu skulle hun nok få fat i ham.

Og ganske rigtigt – kort efter så jeg et par mænd nede på Silkeborg Landevej, og heldigvis nåede de at få indfanget hestene, før der skete ulykker!

Den lille by i dag

”Ja, ja, ja, gab – de gode gamle dage,” vil I måske sige. Men når man i dag kører gennem Linå, kan man se, at bank, posthus, bager, købmand, slagter, brugs, damefrisør alt sammen er væk. Linå kommune er for længst lagt ind under Silkeborg kommune, og plejehjemmet er ombygget til ejerlejligheder.

Men ved I hvad? Jeg tror, at der er mindst én iPhone eller mobiltelefon i hvert hus!