Ladens Folkekøkken er lukket

Et holdepunkt i manges liv er ikke mere

Tekst af Jens Skriver, fotos af Elsebeth Frederiksen

Ladens Folkekøkken er langsomt sovet hen. Nok en epoke i boligforeningens historie er forbi. Det er næsten håbløst at fortælle dets historie fyldestgørende. Utallige mennesker har bidraget med en indsats. Her bringes kun tos fortælling.

§37.8 og Gelleguf

Den første beboerrådgiver, Karen Gammelgaard, startede det hele i 1970’erne. Da hed det Feberen § 37.8 efter en paragraf i bistandsloven, fordi det henvendte sig til enlige kvinder på bistandshjælp efter denne paragraf og havde til huse i Centret, der hvor nu Livsværkstederne ligger. Det og meget mere fortæller Helle Hansen, der spiste der som barn.

Senere kom det til at hedde Gelleguf og flyttede over i KAcentret. Helle husker, man kørte maden frem i centervogne. Andre har fortalt, at beboerrådgiveren opbevarede køkkentøjet i sin lejlighed. Helle husker også, at der altid var to retter mad, almindelig og vegetar. Hun mindes især hvidkålssalat med rosiner og appelsiner.

Ingrid Fosdal (t.v.) og Lis Almskov ved gryderne.
Skræppebladet September 1987.

I Tousgårdsladen

Bo Fosdal og hans daværende kone Ingrid flyttede til Toveshøj i 1979. Ingrid kom i praktik som socialrådgiverstudende hos Karen Gammelgaard, og Bo blev formand for Ladens bestyrelse, da den blev beboerhus. Karen Gammelgaard har formodentlig presset på for at få Gellerup flyttet herop, så hun bedre kunne argumentere for oprettelsen af et beboerhus.

I kommunale bygninger var der også det problem, at alt udleveret bestik og service skulle tælles op, og bagefter skulle kvitteres for, at det var afleveret igen. Det var ikke nødvendigt i Laden, for man kendte dem, der kom. Den gang var det ikke ualmindeligt, at der kom en 30-40 mennesker til spisning, men tallet 100 er blevet nævnt.

Med de mange små etværelseslejligheder med enlige beboere i området var de måske den egentlige målgruppe, men alle typer kom her i beboerhusets velmagtsdage; også mange familier med børn. Dengang måtte syge være blandt andre og blev ikke henvist til væresteder. Så her kom f.eks. også en mand, der kunne hitte på at antænde brand, når han havde det skidt.

Bo Fosdal. Skræppebladet Maj 1986

Ladens Folkekøkken

Jeg begyndte at komme i Gelleguf i 1986. Da skulle man hjælpe til, hvis man ville spise med. Man kunne optjene spisebilletter ved at være med til at rydde op og lidt flere ved at medvirke ved madlavningen.

I begyndelsen af 1990’erne blev Gelleguf til Ladens Folkekøkken, og arbejdspligten afskaffedes. Frivillige og aktiveringspersoner klarede det hele. Mange burde nævnes. Jeg husker f.eks. den myndige kinesiske kok Bak. Da kulminerede tilslutningen, og spisningen foregik i Ladens store sal med op til 60-70 mennesker.

Folkekøkkenet fik del i EU’s overskudslagre af kød og socialministeriets fattigdomsmidler, så gæsterne er nok i ansøgningerne blevet beskrevet ringere, end de egentligt var.

Mange har lært hinanden at kende her. For nogen var det et vigtigt socialt netværk. Nu er det forbi. Nu er der faktisk meget få gammeldags cafeteriaer tilbage. Måske er det en del af forklaringen.