Til kaffe med en forfatter

Brabrand Boligforening huser mange kreative sjæle – én af dem bor i Søvangen

Tekst og foto Sean Ryan Bjerremand

43-årige Jesper Franck Larsen, der er ledende medlem af Poetklub Århus, lagde således hus til en snak over en kop kaffe en eftermiddag i Søvangen. Jeg kender ham som en fremragende forfatter, og hans selvudgivne digtsamling ”Gaderne og Vandet” havde vakt min begejstring.

Lejligheden i Søvangens små 60 år gamle bygninger er et godt og autentisk sted at møde Jesper. Her har han boet i knap syv år, og han holder af den ro, han føler, modsat sin ni år lange fortid i Gellerupparken, som han synes bærer præg af for meget støj.

Jeg synes måske, at det kunne være interessant at tage udgangspunkt i, hvad der har drevet dig i arbejdet med denne digtsamling.

”Den er skrevet over usandsynligt lang tid, 21 år eller sådan noget. Jeg har ikke fuldstændigt styr på det tidsmæssige, men for cirka 10 år siden havde jeg cirka 14 digtsamlinger. Og det blev så kogt ned til cirka fem digtsamlinger. Så der er stadig fire digtsamlinger, som jeg arbejder med, og den ene er ved at være færdig,” fortæller Jesper Franck Larsen.

Jesper overvejede små forlag og fandt ud af, at betalingen for tryk ofte er ret høj, og det er ikke sikkert, at man af den grund får udgivet så meget. Han fandt så et billigt trykkeri, betalte 53 kroner for trykningen af bogen og sælger dem for 100 kroner. Så er det lidt et game at få dem ud ved oplæsninger, men det er der, han sælger bøgerne. Han er interesseret i muligheden for senere at udgive på et forlag.

Drivkraften

”Jeg skal nok tilbage til 10. klasse. Jeg kan faktisk ikke helt forklare, hvad der satte mig i gang, det var bare noget, jeg havde i mig. Jeg prøver på at bevare følelsen i mine ting og har også defineret for mig selv, hvilken genre jeg skriver i. Og hvis jeg skal være ærlig, er jeg ret vild med Strunge, selvom han er yt. Den måde, han beskriver sin meget følsomme, indre natur. ”Gaderne og Vandet” er stærkt inspireret af Strunge. Mange kunstnere er følsomme sjæle. Jeg synes, at der er noget befriende i at udtrykke sig om det. Og hvor farligt er det egentlig at sige det? Og som kunstner har man nok en mere følsom natur end en gennemsnitlig murerarbejdsmand,” mener Jesper Franck Larsen.

Digtsamlingen

”Jeg kan fortælle lidt om digtsamlingen. Der er en udviklingshistorie i det, hvor personen går fra i den første halvdel at være fanget i noget lidt negativt, og begæret er fanget i en boks.”

Har du nogle favoritter?
”Nej”, siger Jesper og griner højt, inden han fortsætter.

”Men jo… ”Hjemtur”… men jeg kan ikke engang sige nøjagtigt hvorfor. Der er en fortælling i det, hvor man kører i den her bus.

Jeg ønsker ikke, at mit personlige liv skal være på den måde, men jeg synes, at der er noget meget smukt i et digt, hvor længslen bliver ærlig! Jeg-personen sidder i den her bus, og der er en længsel. Man har ikke den der pige, og så vil man bare gerne røre ved den der pige, og nej, det kan man ikke, og så må man kikke ud ad vinduet. Alle mænd kender det vel – og alle kvinder kender det måske også,”
slutter Jesper Franck Larsen.

Hjemtur
Himlen er et slør i dag
over bussens gule metalkasse.
Jeg sidder inde i farven
på vej igennem byens baner
opløst af gasregnen
med en almindelig mandag
og dens hviskende benzin
i mit væskende blod.
Jeg hænger som en sky
i konstruktionens
elektromagnetiske natur
og har lyst til at gribe pigen
på det foranstående sædes
almindelige kunststof,
røre hendes forfinede
arabiske hår,
men ser i stedet
ud af bussens glasfacade
til dels for at føle
den lette stress
og andre ting
jeg ikke hører til hos
ses så let
i cyklisternes ansigter.