Brabrand Boligforening vises frem i København
Flere af boligforeningens afdelinger præsenteres på åbningsudstillingen i BLOX, Danmarks nye mekka for arkitektur, design og gode ideer
Tekst og fotos Helle Hansen
Gellerup og Helhedsplanen, Havnehusene, de nye ungdomsboliger og Generationernes Hus på Aarhus Ø er alle flot repræsenteret på den store åbningsudstilling i BLOX i København.

BLOX er det nye Arkitekturens Hus ved Københavns Havn.
BLOX er et nyt kæmpe grønt hus ved kajen i Københavns Havn. Det rummer blandt andet DAC, Dansk Arkitektur Center. Det store hus blev indviet i starten af maj, og samme dag åbnede udstillingen Welcome Home, der er med til at markere, at DAC er flyttet til helt nye optimale rammer for et arkitekturcenter i verdensklasse, og samtidig sættes der fokus på det, vi alle er eksperter i: hjemmet. Hvor, hvordan og med hvem man bor, betyder uendeligt meget for vores livskvalitet. Derfor er hjemmet rammen for den første udstilling i DAC’s nye hjem i BLOX.

På det overordnede udstillingsværk er Gellerupparken repræsenteret.
Udstillingen har en spændende interaktiv del, hvor gæsten svarer på spørgsmål, som blandt andet handler om, hvorvidt man helst vil være ejer eller lejer. Der er en historisk gennemgang af det danske boligmarked tilbage fra 1850’erne – fra industrialiseringen via verdenskrige til megacities og truende klimakriser. Undervejs støder man naturligt på Gellerupparken som et produkt af 60’erne, mens Generationernes Hus og de nye ungdomsboliger er med til at vise den seneste udvikling i, hvordan man i dag bygger hjem.

Den nye ungdomsafdeling i Gellerup er også på Welcome Home udstillingen.
Udstillingen sætter blandt andet fokus på de aktuelle udfordringer, der påvirker vores boliger i dag. Og den undersøger, hvordan vi kommer til at bygge og bo i fremtiden.
Welcome Home, der er støttet af Realdania, er åben indtil den 23. september.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2018-05 September