Winnie Sehested er stadig tosset med julebagning
For Winnie er julebagning det helt store tilløbsstykke
Tekst Elsebeth Frederiksen, fotos Bo Sigismund
Da Skræppen i starten af december ringede til Winnie Sehested fra Rødlundparken for at høre, om vi måtte kigge forbi til julebagningen, var vi meget velkomne. Hun skulle faktisk i gang med bageriet dagen efter. Winnie har tidligere lavet julerier i Skræppebladet, ligesom hendes flotte julepyntede hus prydede forsiden af bladet i december 2013.
Skræppens udsendte var heldig og fik en fin lille pose småkager med hjem, som hurtigt blev spist med stort velbehag. Kagerne var faktisk væk samme eftermiddag. Og I læsere skal da heller ikke snydes for Winnies kageopskrifter – selvom de tidligere har været bragt i sidste års Skræppebladet. Men en god ting, bliver ikke dårlig af at blive gentaget.
Sønderjysk fedtebrød
1 kg mel
1/2 kg sukker
1/2 kg god margarine
400 g kokos
1 tsk. hjortetaksalt
Ca. 2 dl vand
2 pk. flormelis og vand til glasur.
Margarine smuldres i melet, og æltes derefter sammen med resten af ingredienserne – dog ikke alt vandet i på en gang.
Sættes i køleskabet til næste dag. Dejen rulles ud i striber, der lægges på en plade.
Bages i ca. 6 minutter til de er lysebrune – ser lidt prikkede ud – ved 225 grader, tages ud, og mens de er på pladen, kommes glasur på med en skraber, og de skæres ud i trekanter med en skarp kniv.
Vigtigt: Flormelis og vand røres sammen i en gryde ved svag varme – og holdes varm ved at røre af og til. Hvis du bager alene, er det en god idé at rulle al dejen ud, inden du starter bagningen.
Hvis du vil se flere opskrifter og julekagebilleder, så kig på Skræppebladets hjemmeside.
Glædelig jul.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2018-08 December