Nyrenoveret glæde

En renoverings lyksaligheder set fra femte sal i B4 – Gellerups flot hullede blok

Tekst og foto: Daniel Mantel

Han havde ikke drømt om så megen direkte involvering. At være en aktiv deltager i en spændende udvikling. Og ikke bare flytte ind i en ny færdig bolig, men være en del af fornyelsen. Med så mange interessante følger. Og så endda uden midlertidig genhusning: Direkte ind i et af de spritnye lige netop næsten knap færdige pilot-projekter. Jamen! Dét gav ikke mange kedelige øjeblikke. Her er et par af de mere pudsige – som passager i et projekt med mange piloter. Fuld fart frem!

Selve flytningen var også foregået hu hej, med fremrykkede datoer pr. sms. Smart! Ikke noget med langsommelige mails eller breve. Kun omkring selvfølgelige gebyrer for at komme en halv time for sent til nøgle-overdragelse og lignende: Det kom logisk nok på skrift. Det ER jo noget af en koordinering, der skal til. For at en boligforening kan holde sine planer. Det forstår den fleksible lejer. Også at boligforeningen så selv ikke helt kan hitte rede i det og kikser egne aftaler. Med al den planlægning, ikke underligt. Men dét er en anden historie.

Udsigt til renovering. Med persienne-blik.

Så nyt, så teknisk, så …

Hvilket avanceret nyt låsesystem! Han var virkelig imponeret. Så nyt og med så mange fikse funktioner, at der skulle tre reviderede vejledninger til. Forståeligt med så kompliceret system. Med alle utænkelige muligheder, der da hen ad vejen næsten er kommet til at fungere. Og det skabte en del morskab, de noget skøre udgaver af navne på opgangens beboere. Altså efter indkodning i dørtelefonens IQ-krævende søgesystem: Her bor kloge mennesker! Det er et godt signal at sende. Og indkodning i postkasser. Nemlig! Selv postkasserne er en del af det moderne system. Ikke underligt, at de havde lidt besvær med at virke, og at midlertidige gammeldags blev sat op. Postkasser KAN være en ganske indviklet ting. At alle postkasser blev flyttet fra deres oprindelige plads, viser blot, hvor omhyggeligt der blev kælet om hver detalje.

Da systemet kører med individuelle batterier i hver dørlås, og systemet i begyndelsen stod og konstant slugte strøm, også når ikke i brug, var boligforeningen så venlige at fortælle, hvordan man skulle sikre sig: De fortalte og viste, hvordan et 9-volts-batteri ser ud, og hvordan det kan bruges i nødstilfælde. Så nu går alle, der vil være forberedt, rundt med sådan et batteri. Efter selv at måtte købe det, men hvad: Vi går jo rundt med så meget i lommerne alligevel. Og man kan da ikke forvente, at boligforeningen indkøber nød-batterier til hele fire opganges døre: Tænk hvilken præcedens!

Helheder og huller

At hele badeværelset er ét stort element, er simpelthen en genistreg. Det gør selvfølgelig rummet en smule mindre. Men som dén plads er udnyttet! En håndvask, der lige netop er dét: En vask til én hånd. Og et stort spejl, der ikke levner plads til en hylde. Godt ’nb!’ til beboeren. Der må jo ikke bores i sådan et container-badeværelse. Så går der hul på hele fidusen. Til gengæld er der sat hele to kroge op til håndklæder og, ja, næsten alt andet. De bliver så våde, når man tager bad, men det er der en pointe i, selvfølgelig.

Det er sådan, at det ikke er muligt at tage et almindeligt brusebad, uden at HELE badeværelset bliver vådt. Så alt skal alligevel ud, før den slags vandslugende og forbrugende rutiner. Nå nej, han opdagede efterhånden, at det eneste, der ikke blev vådt, var toiletpapiret. Holderen er nemlig anbragt under håndvasken, bag toilettet, sådan uden for rækkevidde. Medmindre man er akrobatisk. Også dér er der tænkt på lejeren: Hvem siger, man ikke kan kombinere toilet-besøg med lidt gymnastik? Nej vel?

Noget, han først opdagede efter et par uger, viser, hvor gennemtænkt det hele er. Ja næsten udspekuleret! De tilbageblevne øverste køkkenskabe er hævet. Næsten op under loftet, men med en stol og via køkkenbordet, kan den plads da bruges. Så fandt han ud af, hvorfor enkelte ting bare forsvandt. Helt mystisk eller magisk. Hvad man ikke kan se, er et stort åbent hul omkring emhætte-udsugningen: Dér kan ting yderst praktisk gemmes. Den slags ting, man ikke bruger til daglig. Eller mere end en gang om året. Og som kan tåle det lag af beskyttende støv og fugt, skidt og møg, der uundgåeligt vil lægge sig. Men til rustfri og uforgængelige genstande, der egentlig burde smides ud – er det et fortrinligt gemmested. Ude af øje, ude af sind … et ret anvendt gennemført princip i renoveringen.

Køkkenvanebedring

Og stor ny ovn, nye kogeplader, emhætten, hele det sammenlimede køkken! Gigantisk familieovn, med plads til de største gourmet-anretninger eller en lille hval. Funktioner til grillparty og BBQ, skulle det engang blive aktuelt. Og igen så gennemtænkt: Den mere almindelige opvarmning af færdigret til en person … ingen ”nem genvej” som bare et mikrobølge-*pling*. Næh, der sørges for, at han skal gøre noget ud af madlavning! Endnu et boligsocialt tiltag.

Ligesom den aktiverende mangel på plads til opvask. Han blev hurtigt træt af at flytte rundt på snavsede tallerkener og andre køkkenting. Ind i den rummelige ovn og ud igen, over på kogepladerne, hypermoderne, smukt nedfældet i bordpladen, og så … ingen vej udenom:

En opvask kan aldrig nå at blive til mere end en kop, kniv eller gaffel og en halv tallerken. Medmindre det skal ende som en tidskrævende flytten rundt på ting, alt efter brug af ovn og kogeplader.

Smart design! Det afholder beboeren fra at lade en opvask vokse: Plads til en sådan er ganske enkelt ikke mulig. Der er tænkt på lejerens hverdag! Ikke noget med gammel tilgroet opvask … ikke hvis køkkenet skal bruges til andet. Sådan kan et nyt køkken ligefrem forme lejerens hverdag til det bedre: Mere omhyggelig madlavning og ingen opvask over 100 cm2!

Udefrakommende

Lidt det samme måtte han indrømme omkring den helt nye elevator. Fra 5. sal er den en selvfølge … Men han skulle blive klogere: Aldrig har hans kondi været bedre! Der gik kun et par måneder, så begyndte den fabriksnye elevator at strejke. Uforudsigeligt, og dét var en del af det smarte: Om han så kom hjem med flere tunge poser indkøb, var det spændende: Var det en af dagene, hvor hans form skulle forbedres?

Han prøvede også selv at være i elevatoren, da den valgte at lade folk bruge den sundere trappe. Fint hele vejen til ’Kælder’, der er betegnelsen for den almindelige ind- og udgang. Ligesom ’Parterre’ er tre trin op, og ellers det samme. Der er mange valg. Valgfrihed er et gode! Men altså, han nåede ’Kælder’, og BUMP! – 10 cm under almindelig højde. Selvfølgelig kunne dørene åbnes, ikke noget med at sidde fast. Alarm-knappen er vist mest til pynt. Men har da en pæn farve, og gør hele kontrolpanelet endnu mere overbevisende. Pynt eller ej. Dørene kunne altså åbnes. Og det beviste også de dygtige teknikeres første stensikre konklusion.

At de mange elevatorstop, altså af den permanente slags, skyldtes ”Udefrakommende påvirkning; elevatoren fejlfri”. Det var jo korrekt: Han VAR jo kommet udefra, var gået ind i elevatoren og havde trykket på en knap … Dét var værd at huske, da der så kom en lille uge med helt lukket elevator og et officielt skilt. Det var nok alt det udefrakommende, der skulle fjernes.

Et kapitel for sig

Persienne-systemet ER afgjort noget for sig. Det er nytænkning, når det er bedst. En genial konstruktion, med persiennerne inde mellem de to lag vinduer, og et med magneter styrende snoretræk. Ingen frithængende, flaprende, støvsamlende, klaprende persienner, og ikke noget med uharmoniske selvvalg af farver eller andre tiltag, der ødelægger den overordnede arkitektur. Men frem for alt er det utroligt godt tænkt for lejerne. Innovativt!

Specielt i en vestvendt lille mf-lejlighed er det bydende nødvendigt at kunne blænde af for solen i sommertiden. Ellers bliver det den rene sauna. Og selv om der er tænkt på meget, er det dog ikke en af de nye funktioner. Det blev det så lidt alligevel, i hvert fald for ham. Men det siger sig selv. At sådanne nye højteknologiske opfindelser har deres små børnesygdomme.

Indkøringsvanskeligheder, forventeligt, ganske som med låsesystemets wifi-baserede kompleksitet. Ikke for nybegyndere! Men nogle skal jo være de første, ellers kommer verden ikke videre.

Persiennen, en af de to store, begyndte at skurre lidt. En lille knasen, kun en anelse. Han også havde. Han begyndte at være MEGET forsigtig med de persienner… Alligevel faldt snoreholderne af. Sådan bare… et lille *plop*. HAVDE han dog blot ladet den imponerende nyopfindelse være! SÅ vigtige er persienner heller ikke… Jo, som nytænkt design, banebrydende konstruktion. Afgjort! Men i praksis kunne han da have undværet at bruge dem så meget. Blot beundret systemet… Men sket var sket, og det var en lettelse at opdage, at det ikke var noget af det smarte magnet-hightech, der var fejl ved. Næh, det var mere lavpraktisk, noget med den lim, der skulle holde… Og såmænd nogle ganske få centimeters forkert placering af snoretrækket. Måske. Der var en del uenighed om, hvad det kunne være. Og forskellige forsøg på løsninger, dobbelt-klæbende tape, ny lim og andet. Der blev virkelig testet nogle muligheder! Det skortede ikke på interesse, så der var mange forskellige personer involveret. Den slags giver indblik! Nemlig i hvor kompliceret samarbejdet mellem boligforening, entreprenører og underleverandører er. Imponerende, at det overhovedet kan lade sig gøre. Respekt! Og ofte i næsten 40 grader.

Det forkromede overblik

Man må lige sætte tingene i perspektiv: Hvad betyder et par måneders ubrugelighed af 30 ud af 40m2, altså set i det store billede? Man bor jo ofte i sin lejlighed i et tiår eller flere! Han forstår perspektivet: Fornemmelsen af at have boet i den nye fine lejlighed næsten lige så længe som de 10 år i den gamle … kan han anerkende, eller i det mindste erkende.

Det er direkte symptomatisk om hele renoveringen. Det siger SÅ meget om, hvor præcist udregnet det hele er, lige fra starten til de nok snart engang er færdige. At kunne tilrettelægge SÅ meget på papiret, i teorien, ud fra tegninger, mål, og erfaring. Nå ja, sidstnævnte, dén med erfaringen, er så det, vi er en stolt del af.

Stadig, og sikkert i lang tid endnu. Passagerer i projektet med mindst én pilot. Nok nærmere mange. Men det er ikke kokke! Intet fordærves.

For nogle er det såmænd kun hyggeligt med endnu en omgang håndværkere, den nu annoncerede ’opgradering’. Foruden den næsten daglige gang af forskellige teknikere og servicemedarbejdere: Han og man føler da virkelig at være en del af projektet! Og det MÅ jo indrømmes, at enkelte enlige i de små mf-lejligheder kun er glade for besøg. Igen og igen og igen.
To skridt frem … Fuld fart!