Sigrids Stue har fundet sin rette plads i Gellerup

Kunstplatformen er blevet en lille oase i byggerodet

Tekst og fotos Elsebeth Frederiksen

Projektleder Grete Aagaard byder velkommen.

Projektleder Grete Aagaard byder velkommen.

Før var der lidt trist på hjørnet ved Nordgårdskolen og stien ned til City Vest. Det er der lavet om på nu. Kunstplatformen Sigrids Stue er nemlig flyttet derned efter at have stået tæt på Gellerupbadet i en længere periode. Men her skal der nu bygges sports- og kulturcampus og derfor flyttede Sigrids Stue.

Sigrids Stue ligger nu perfekt i forhold til stien, og det får sikkert flere mennesker til at kigge forbi.

Sigrids Stue ligger nu perfekt i forhold til stien, og det får sikkert flere mennesker til at kigge forbi.

Det er blevet til et hyggeligt lille hjørne, hvor forbipasserende kan kigge ind og få en kop te og en snak. Alle er velkomne til at sætte sig på terrassen og nyde solen. Her arbejder kunstnere med deres projekter, ofte i samarbejde med bydelens børn og beboere. Tirsdag den 1. september var der indvielse af et værk ved navn ”Sten Sti Dige” af kunstneren Camilla Nørgaard.

Hun har i foråret sammen med lokalområdets børn og voksne arbejdet på digeprojektet, mens beboere med deres indkøbsposer i hånden har givet arbejdet hyggelige kommentarer med på vejen ude fra stien.
”Jeg ville lave et dige, der modsvarer det betonbyggeri, man ellers ser her i området. Det er bygget af sten, vi har fundet rundt omkring, der er kun brugt jord til at lægge ind imellem dem,” fortalte hun ved præsentationen.

Der er blevet hentet sten og genbrugt byggemateriale fra området og produceret kunstige sten af beton i forskellige farver og former.
Efter stierne og diget var færdige, så blev der plantet krydderurter, og mynten blev brugt til te, som blev serveret for gæsterne. Alle er for øvrigt velkomne til at tage lidt mynte med hjem.

En del kiggede forbi udstillingen og fik også smagt myntete..

En del kiggede forbi udstillingen og fik også smagt myntete..

Plantesanatorium
Udover det nye digeprojekt fortalte Lars Henningsen også om et lille bed for kasserede planter og træer, som har fået navnet Plantesanatoriet.

Han har blandt andet reddet træer, der stod overfor Gellerupbadet, fra Northside-festivalen og andre planter, der ellers skulle være smidt ud. Nu har de fået nyt liv ved Sigrids Stue.

Lars Henningson viser Plantesanatoriet som er kasserede planter, der har fået nyt liv.

Lars Henningson viser Plantesanatoriet som er kasserede planter, der har fået nyt liv.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt