Mød Rasmus – boligforeningens nye boligrådgiver
Den 1. august kunne vi byde velkommen til vores nye boligrådgiver, 26-årige Rasmus Carlos Rasmussen, som kommer fra Skanderborg
Af Tine Martlev Pallesen, kommunikationschef
Som boligrådgiver er det Rasmus’ fornemmeste opgave at stå for fremvisningerne i boligafdelingens mange afdelinger, dog først og fremmest med fokus på boliger i Brabrand, og give de boliginteresserede en rigtig god oplevelse.
På lidt længere sigt skal han også indgå som en del af det administrative set-up i udlejningsafdelingen samt hjælpe med den store genhusningsopgave, der venter i Gellerup og Toveshøj i de kommende år, når helhedsplanen skal føres ud i livet.
Rasmus skal desuden i tæt samarbejde med kommunikationsafdelingen stå for kommunikation til kommende lejere, Åbent Hus-arrangementer og markedsføring af boliger.
Erfaring fra servicebranchen
Trods sin unge alder har Rasmus allerede gjort sig mange værdifulde erfaringer fra servicebranchen.
Han er uddannet finansbachelor fra Viby Erhvervsakademi og har under uddannelsen arbejdet flere forskellige steder med service som fællesnævner.
Blandt andet har han slået sine folder som salgsassistent i Kvickly i Skanderborg og sidenhen som ejendomsmæglerpraktikant. Senest kommer han fra en stilling som kunderådgiver hos Alka Forsikring. Derudover har Rasmus løbende efteruddannet sig med kurser indenfor kommunikation, rådgivning og salg.
Interessen for ejendomme har været der i mange år
”Min interesse for ejendomme betød, at jeg i mange år gerne ville uddanne mig til ejendomsmægler. Først senere fik jeg øjnene op for lejemarkedet og det at administrere, udleje og forvalte boliger. Et job, der ligesom ejendomsmæglerjobbet er en god blanding af kontorarbejde og arbejde ”ude i marken”.
Jeg nyder den fleksibilitet, der er i jobbet, hvor jeg i høj grad får lov til at præge min egen hverdag og resultater. Den direkte kundekontakt er meget vigtig for mig – jeg kan godt lide dialogen med kunderne, altså de boliginteresserede, og det er vigtigt for mig at kunne give dem nogle gode oplevelser,” fortæller Rasmus om årsagen til, at han søgte jobbet som boligrådgiver i Brabrand Boligforening.
Udover kundekontakten er det også vigtigt for Rasmus med et job, der giver gode udviklingsmuligheder – og det har han efter eget udsagn fundet i jobbet som boligrådgiver:
”Jeg ser en lys fremtid i Brabrand Boligforening, hvor jeg kan udvikle mig både fagligt og personligt og samtidig får mulighed for at sætte mit helt eget præg på udlejningsdelen. Det er vigtigt for mig hele tiden at udvikle mig, og jeg håber derfor også med tiden, at der bliver lejlighed til at arbejde med andre opgaver sideløbende med fremvisnings- og udlejningsopgaverne – eksempelvis indenfor økonomi, som også har fyldt meget under min uddannelse”, slutter Rasmus Carlos Rasmussen.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2020-05 September