Nye projekter på vej
Af Mette Sejthen, kommunikationsmedarbejder i Brabrand Boligforening
I Brabrand Boligforening arbejder vi hele tiden på at få et bedre og bredere boligtilbud. Visionen er gode boliger, som er til at betale.
Så er man studerende, kan man søge en ungdomsbolig, hvor huslejen er lav. Hvis man lige har stiftet familie, kan man skrive sig op til en familiebolig, hvor familien kan vokse, og er man blevet ældre, og huset føles for stort, kan man flytte til en mindre og prisvenlig lejlighed – eller en almen ældrebolig.
Familieboliger i Risskov
På Nordlandsvej i Risskov opfører Brabrand Boligforening cirka 100 familieboliger som en del af et større byudviklingsområde, hvor der udover vores almene boliger bliver bygget fem-seks gange så mange private boliger. Boligforeningen får en andel af et fælleshus, som skal deles mellem de almene beboere og beboerne i de private boliger.
Vores del af byggeriet bliver lejlighedsbyggeri i op til fire etager. Også her forventer vi at kunne gå i gang med at projektere og lave udbud i foråret 2021.
Herefter vil boligerne stå klar i løbet af 2-3 år.
Endnu en afdeling i Tranbjerg
I Aarhus-forstaden Tranbjerg er vi i fuld gang med opførelsen af en ny afdeling, som kommer til at bestå af 32 huse i forskellige størrelser og udformninger. Husene er placeret i otte mindre klynger, der sammen med en blandet arkitektur skal give et hyggeligt og varieret miljø omkring husene.
Her vil være et godt mix af forskellige boligstørrelser. De mindste boliger er toværelses boliger på 47 m², mens de største boliger er 109 m² fordelt på to etager.
Der kommer således til at være boliger både til familier, par og enlige. Afdelingen forventes at stå færdig i slutningen af oktober 2021.
Generationernes Træhus
Træbyggeri er nøglen til bæredygtigt byggeri, og sammen med boligforeningen Aarhus Omegn opfører Brabrand Boligforening på en fælles grund i Hasselager en ny type bæredygtigt højt byhus med fællesskab og delekultur som omdrejningspunkt. Samtidig bliver det et hus, som alle lag i samfundet har råd til at bo i.
Udover Aarhus Omegn udvikler vi konceptet sammen med Himmerland Boligforening, KAB Boligselskab og en lang række andre samarbejdspartnere. Projektet er endnu kun i konceptudviklingsfasen, så der vil gå nogle år, inden Generationernes Træhus står færdigt.
Kollegiebyggeri på Randersvej
Vores kommende kollegium på Randersvej får en rigtig god placering tæt på Aarhus Universitet, Aarhus centrum og offentlig transport. Her bygger vi 114 boliger i 5 etager, og hver bolig får eget lille køkken samt adgang til fælleskøkken og fælles opholdsrum.
Derudover vil der på kollegiet være et lidt større samlingsrum og et fælles vaskeri. Til kollegiet hører også et lækkert, grønt gårdmiljø, der skal indbyde til både aktivitet, leg, sport og afslapning. Gårdmiljøet deles med en privat bebyggelse, der skal opføres i den samme periode.
Vi forventer at kunne gå i gang med projektering og udbud i foråret 2021.
Øvrige projekter
Vi forfølger i øjeblikket forskellige andre spændende projektmuligheder – såvel etagebyggeri som tæt, lavt byggeri. Efterhånden som projekterne falder på plads, vil de blive offentliggjort på boligforeningens hjemmeside www.brabrand-boligforening.dk.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2021-01 februar