Square One – en duft af godt håndværk

Artikelserie: Fokus på iværksætteri i Gellerup

Af Dorte Burhøi, swung.dk

Sjak & Byg er i gang i Square Ones tømmerværksted.

Sjak & Byg er i gang i Square Ones tømmerværksted.

I Gellerup finder man et helt særligt startup-miljø for design, arkitektur og håndværk.
Et af disse steder er iværksætterhuset Square One, hvor praktiske iværksættere kan få hjælp og sparring til at sætte handling bag deres idéer og mulighed for at teste deres produkter af på markedet.

Er man til internationale miljøer, finurlig indretning og duften af træ, er Square One i Gellerup et besøg værd. Og er man (næsten) håndværker med en god idé eller spirende drøm om egen virksomhed, kan containerbygningen, som udgør Square One, og dens beboere blive det boost, der giver drømmen vinger.

Da Square One slog dørene op i 2017, var iværksætterhuset det første af en lang række tiltag, der skulle fremme miljøet for startups og entrepreneurship i Gellerup. Bag initiativet stod Brabrand Boligforening, Aarhus Kommune og entreprenørvirksomheden A. Enggaard A/S.

Planen var fra begyndelsen, at Square One skulle skabe gode rammer og samarbejdsmuligheder for såkaldt praktiske iværksættere, som er iværksættere med håndværksmæssig baggrund eller fra andre praktiske fag.

Huset åbnede med veludstyrede værksteder og kontorpladser, og siden er det blevet udvidet med et fotostudie.

Square One set udefra

Huset set udefra

Et behov for praktiske iværksættere
Square One er ét af flere iværksætterinitiativer og kontorfællesskaber, der er skudt op i Gellerup i de seneste år, og som har skubbet til områdets udvikling. Square One har imidlertid en meget klar profil. Udover de fysiske rammer og daglig sparring arbejder daglig leder af huset, Yvonne Buer, og husets praktikanter og frivillige løbende på at udvikle nye tilbud til netop praktiske iværksættere. De har bl.a. gratis seminarer, netværksarrangementer og en showcase-event for brugernes projekter på programmet.

En duft af godt håndværk
Square One har allerede udklækket de første succeser. Denne sommer flyttede ’Den syriske Skrædder’, Mohammad Eissa, ”hjemmefra” efter tre år hos Square One. Hans populære skrædderforretning kører nu videre fra et 100 m2 stort, lejet lokale i City Vest.

En anden succeshistorie er Osman Arikans, der er opvokset i Gellerup. Han begyndte sin møbelsnedkervirksomhed ’Savsmuld’ i Square One, men den er i dag vokset ud af rammerne, så Osman driver nu virksomheden på kommercielle vilkår fra sit eget værksted.

Der dufter dog stadig af træ i Square One. Blandt husets lejere finder man WoodLab Aarhus, der bygger møbler og sheltere – og Søren Errbo, som både er møbelsnedker og bachelor i design og økonomi, og som driver Errbo Design, der laver snedkermøbler og -køkkener og sparrer med de øvrige brugere.

Sjak & Byg er et initiativ under Gellerups Boligsociale Hus og Livsværkstederne, hvor en gruppe lokale unge løser bygge- og anlægsopgaver i bydelen. Her har de fundet både et godt sammenhold og en fornuftig levevej og har fx bygget møbler til Café Europa i kontorbygningen Blixens lidt længere oppe ad vejen.

Kreativ bevægelsesfrihed
Det er ikke uvæsentligt, at Square One netop ligger i Gellerup. Yvonne, der er uddannet arkitekt, har tidligere været tilknyttet Institut for X ved Godsbanen, og selv om stemningen og miljøet ligner, gør postnummeret 8220 en forskel.

”Det er billigere at være her, men først og fremmest har bydelen en helt særlig pionerånd, der trækker i de rigtige mennesker. Gellerup udvikler sig så meget, og brugerne af Square One vil gerne være med til at bidrage i den proces. De kan være skeptiske, når de møder op, men når de først er her og oplever byparken, boulevarden og de nye caféer og restauranter, er de tændt på at blive hængende,” fortæller Yvonne Buer.

Læs med i næste nummer af Skræppebladet, hvor vi bringer endnu en artikel i iværksætterserien – et portræt af Kollektivbyen.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2020
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt