Et juleeventyr

– skulle dette have været

Tekst Daniel Mantel

corona-julekugler - illustration af Ulrik Ricco Hansen

NU nærmer julen sig, vi er godt inde i december, og børn i alle aldre glæder sig. Den første jul i coronaens tegn. Det gør det til noget særligt. På godt og ondt, men det bliver jo altid jul!

Nu er det nok kun en vis andel af Brabrand Boligforenings beboere, der overhovedet fejrer jul. Men så har vi da coronaen til fælles. Vi vil så gerne samles hele familien, alle generationer, jo flere jo bedre. Og de kære små, der bare ER kære omkring jul, skal have, lige hvad de ønsker.

Det tilhørende gaveræs og ”Hvor ER julen dog blevet kommerciel!” er som alle andre år. Ligesom ønsket om en hvid jul, altså smukt dalende sne helst den 24., nok heller ikke bliver opfyldt i år.
Men et træ bliver pyntet, og så skal det plyndres. Dét lyder lidt brutalt, men står i sangen, som Faber nok skal tage op. ”Fælles hver for sig”. Et slogan, der vistnok skal være opmuntrende. En anden vigtig del er dansen om træet. Muntert hånd i hånd. Nånej. Stop!

Engangshandsker, negativ-erklæring og skiftehold
At holde hænder, selv den ene gang omkring juletræet, er forbudt. Eller kræver engangshandsker, håndvask mellem hver berøring af … ja, hvadsomhelst. Og selv det er ikke nok. Denne jul er noget af en nød at knække.

Der behøves et meget stort talent for organisering. Bordplanen er ikke ét puslespil, men en vanskelig fordeling af mulige smittekilder og sårbare. Med brug af skiftehold og kraftig udluftning, afspritning og to meter mellem hver stol ved julebordet. Rettere, julebordene, nogle må sidde på loftet. Til stor forbløffelse for nisserne, der ikke plejer at komme i spil før ”På loftet sidder …”.

nogle må sidde på loftet. Til stor forbløffelse for nisserne

Og rotterne, altså de julehyggelige fra samme sang, ikke den væmmelige slags, der undgår de mange fælder, ja, de undres og bliver lidt bange. Før tid, før deres linje i sangen. Rotterne skal vist egentlig bare være glade for ikke at være mink! Og kæden om træet, der så skulle slynge sig rundt i alle rum, dén er aflyst.

Julemanden, med den absolut senest daterede negativ-erklæring, sendes ind før tid. Med en ekstra runde gaver til de mindste. Julen koster mange penge … Ikke mindst, når der skal lappes på coronarestriktioner.

Sputnik og andre ledestjerner
Før dansen om træet, der mest bliver en for en med afstand, er der julemaden. Dét er også en øvelse, der kan give juleglæden rynker i panden.

Portionsanretninger javel, men de skal stadig til og fra de forskellige borde, og der er jo flere retter og opdelt i forskellige tidsforskudte hold. Så hvordan undgå bare ét sted, hvor den aldeles juleligeglade smitte KAN hoppe fra én social boble til en anden? Og ER vores sociale bobler sikre?

Der lægges planer med tegninger af bevægelsesmønstre og rækkefølger. Men det kun alt for velkendte onde symbol med spidse takker sniger sig uundgåeligt ind i de mest perfekte afviklinger.

Også selv om risengrøden står på enkelttallerkener, og der bestemt ikke tages fra en fælles skål. Jaja; intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det er langt nemmere at placere mandlerne i de navnemærkede tildækkede portioner til ungerne.
Og så ER vaccinen lige om hjørnet. Mangen en tanke, der måske ved sidste års jul nærmede sig en smule religiøst ved de mere alvorlige salmer, svinger i år uden om jesusbarn og direkte til EU og forhandlinger om vaccine.

En stille bøn om at undgå smitte for andre, og ikke kun en selv, er nok også acceptabel for enhver Gud. De tre vise mænd er forhindret i deres vandring grundet lukning af grænser. Men ledestjernen stråler, dog stadig lidt usikkert, i forskellige laboratorier verden over.

Lidt mere lokalt
Der er da lyspunkter midt i en på mange måder mørk tid. Vi har virkelig lært at stå i kø. Det ses ved de test-stationer, der jævnligt dukker op. Vi er så ivrige, at vi gerne står i timelange køer om morgenen for fællesskabets skyld, med mundbind og afstand.

Det må være den eneste logiske forklaring. På morgentrængslen. Hen på eftermiddagen er der ikke én, der venter, direkte ind til vatpinden. Måske er det for at få fornemmelsen af ”Sikken voldsom trængsel …”. Eller mangel på ret meget andet at foretage sig.

Langt det meste omkring Brabrand Boligforening er sat på pause. Ingen møder, ingen beslutninger, beboerdemokratiet er på papiret og forbliver stort set der. Kun hvad der ER vedtaget før covid-19 (og dens lille sommer-snyd), kan fortsætte. Og så alligevel ikke helt, kun til hvor en forsamling skulle vedtage noget videre … Videre.

Måske er uvished en slags barmhjertighed

Det er godt og skidt. Mest bare venten, der for mange er utålelig. Som nedrivning af blokke og den slags ikke spor eventyrligt. En masse planer, der ikke ved, om de stadig er planer. Kun de ordrer og bestemmelser, der er vedtaget fra folketing og byråd, kan, måske, stadig gennemføres.

Ligesom den famøse ghettoliste bliver opdateret, nogle ting MÅ gøres! NOGET må gøres. Tænker politikere og embedsmænd. Hvad beboerne tænker, er sværere at finde ud af.

Der er gået både jul og corona i enhver dialog, men hvem ved: Måske er uvished en slags barmhjertighed. Og efter et par ek­stra år ER nogle af de afsluttede renoverings-projekter da også ved at være færdige.

Nye store byggerier skyder op, og det kan kun være godt. Hvis bare det hele hang sammen … Det gør det nok, et sted i fødekæden må der være nogle med det store forkromede overblik. Dét er rart at vide.

Hvem vil sætte sig her?

Hvem vil sætte sig her?

Julemanden kommer! Hvem får det sidste ’Hoho’?
City Vest juler som altid. Pynt og tilbud og de sidste skrigs-”MUST”-gaver, julesalget vil igen slå alle rekorder. Med overholdelse af retningslinjer!

Og måske, bare måske, kommer der en rigtig julemand og sætter sig i stolen. ’Hoho’ og et barn ad gangen. Med grundig desinficering mellem hvert enkelt, det er hårdt arbejde for årets center-julemand. Hvem vil have det job?

Der er jo det sædvanlige ansvar, på forældrenes vegne, for at hvert barn får opfyldt sit ønske, hvilket nemt bliver til ”Jamen julemanden sagde …” og påfølgende stortuden.

Så er der risikoen ved at få den ene unge efter den anden placeret lige op i hovedet. Visir og beskyttelse eller ej. Og en spritforstøver over hele julelandskabet, og hvad der ellers kan findes på. Det bliver et ekstra hårdt job i år. Godt, at det ikke er alle, der fejrer jul! Den ventende kø af børn ville både være meget lang og en perfekt smittekæde.

Så er der dem, der igen i år, corona eller ej, holder jul alene. Og i al stilfærdighed køber ind i de anbefalede ydertidspunkter. Tidligere, før dette coronahalløj, var det måske lidt synd. Nu synes det egentlig ret smart. Og det er også at udvise samfundssind, ”Fælles hver for sig”, kan de så se i fjernsynet.

I den ensomhed, de enten har valgt eller ikke. Måske er der lidt flere i år. Måske ikke; vi vil gerne holde sammen i hårde tider. Og det ER hårde tider. For verden, for dette land, for Aarhus, for Brabrand Boligforening, for beboerne, for dem, der kæmper for at få en familie-jul til at fungere, for alle dem, der slet ikke holder jul. For alle.

Altoverskyggende er, hvem der får det sidste ’Hoho’. Vaccinen, der lige så langsomt sætter gang i det hele igen? På godt og ondt. Eller en muteret tredje, fjerde, femte ’bølge’ af vira, der gnider i deres meget små hænder og smutter lystigt Aarhus og verden rundt, gnækkende et forvrænget ’Hæhæ’? Det kaldes en ’100-års-begivenhed’.

Så for at få lidt eventyr tilbage: Det bliver en 100-års jul!




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2021
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt