Røde Kors Aarhus åbner sin hidtil største genbrugsbutik ved Bazar Vest i Toveshøj

Udover en jagt på genbrug skal bygningen også fungere som netværkshus for lokalområdet

Tekst Elsebeth Frederiksen, fotos Bo Sigismund

De første varer til genbrugsbutikken er ved at blive pakket ud

De første varer til genbrugsbutikken er ved at blive pakket ud

Genbrugsland i den nye afdeling af Bazar Vest har stået tom siden slutningen af 2020, da Danmission flyttede ud. Den er blevet overtaget af Dansk Røde Kors, som har store planer for lokalerne.
”Vi vil udvikle og etablere en kombination af en genbrugsbutik og et netværkshus, ” forklarer projektleder Aase Rhode.

Hun fortæller, at hvor selve butikken ikke bliver lavet ret meget om, der bliver højst sat nogle vægge op, så bliver området, der før blev brugt til lager, åbnet op til netværkslokaler.

Ifølge Aase Rhode har Røde Kors arbejdet med at få kontakt til de lokale foreninger for at få samarbejde i stand med dem, men coronaen har vanskeliggjort fysiske møder.

Det er første gang, at Røde Kors Aarhus åbner både butik og netværkshus i samme lokaler. Det kommer til at ske i samarbejde med beboerne i lokalområdet, som kan byde ind med, hvad de gerne vil se, lokalerne bliver brugt til.

Kombineret genbrug og netværk
”Vi vil gerne lave noget med de beboere, der bor i området. Her kan vi kombinere det, så genbrug og netværk flyder sammen. På den måde får vi en genbrugsbutik, der er fuld af liv,” fortæller projektleder Aase Rhode.

Hun forklarer, at det ville være dejligt, hvis der for eksempel kommer et syværksted, hvor kunder, der lige har købt en vare i genbrugsbutikken, kan komme ind og for eksempel sy et par bukser ind.

Der er også lagt op til forskellige andre funktioner i huset. Det kunne være Røde Kors’ Familienetværk, lektiehjælp, fælles måltider, gåture, fædregrupper og værksteder.
”Det er her, vi skal snakke med beboerne og have input fra dem,” siger Aase Rhode.

Søger frivillige
Røde Kors Aarhus leder lige nu efter frivillige, der vil hjælpe med den daglige drift af butikken. Dine opgaver som frivillig kan være mangeartede, og der er både brug for dig, der har leder- eller butikserfaring, og dig, der er helt grøn på området.

”Man behøver ikke at have nogen forkundskaber hverken inden for netværks- eller butiksdelen. Alle er velkomne! Det vigtigste er, at man har lyst til at prøve noget nyt. Og så håber vi at kunne tiltrække nogle mennesker, der selv bor i lokalområdet,” fortæller Aase Rhode.

Hun understreger, at det ikke er vigtigt, at man kan tale dansk for at være frivillig. Det er bare vigtigt, at alle, der har lyst til at være med, kan være det.
”Det handler om at være en del af et fællesskab, hvor man laver noget, der hjælper andre, og som giver mening for en,” siger Aase Rhode.

Det tidligere Genbrugsland overtages af Røde Kors.

Det tidligere Genbrugsland overtages af Røde Kors.

Kontakt
Åbningen af butik og netværkshuset forudsætter, at coronasituationen tillader det.
Hvis du vil være frivillig, har spørgsmål eller forslag til aktiviteter i netværkshuset, så kontakt projektleder Aase Rhode: aase.rhode@gmail.com, eller telefon 24 60 97 37.




Del eller print denne side:  


Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT


 
 
© 1970-2021
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt