Afd. 17: Repræsentantskabet fulgte ønsket fra Højriisparkens beboere
Afdeling 17 – Højriisparken
To gange ja ved urafstemninger til, at afdeling 17 afgiver jord til nyt lægehus i Brabrand
Af Elsebeth Frederiksen og Helle Hansen, arkivfoto af Bo Sigismund
For første gang har Brabrand Boligforenings repræsentantskab afgjort et forslag ved en urafstemning. Da stemmesedlerne var talt op onsdag den 5. maj, var resultatet et klart 28 for og 0 imod at følge beboerne i Højriisparkens ønske.
Beboerene i afdeling 17, der ligger i Brabrand, havde på grund af corona-restriktionerne allerede i april holdt en urafstemning, hvor 16 af afdelingens 21 lejemål deltog og enstemmigt stemte ja til at lave et mageskifte af et p-areal i bytte for nye parkeringspladser og en affaldsstation – samt naboskab til et nyt lægehus opført af Brabrandhus ApS.

Fra Skræppebladets omtale i decembernummeret. Fra venstre Erik Vilhelmsen, Paw Simon Krogh, Gert Sørensen og Rene Qvist Jensen roser alle samarbejdet om projektet.
Til glæde for hele byen
Derudover bliver der anlagt legeplads og et grønt område. Arealet er i dag udlagt som græs, parkering samt affaldsindhegning.
Det betyder, at den eksisterende affaldsindhegning bliver nedlagt. I stedet bliver der lavet en fremtidssikret affaldsløsning i form af nedgravede molokker, fælles for beboerne i afdeling 17 og boligerne i den nye nabobygning.
Så beboerne i Højriisparken kan se frem til bedre forhold for dem selv, og borgerne i Brabrand kan glæde sig til et nyt lægehus.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2021-04 Juni

