Ved julelampens skær

Med nostalgiens blide patina som rejse­kammerat

For ikke så længe siden var alt, som det plejede at være – ved det gamle. Vi gik stadig rundt og planlagde ferierejser, familiesammenkomster og shoppingture og havde end ikke i vor vildeste fantasi forestillet os en tilværelse med corona.

Pandemien skabte nærmest paniske tilstande og sendte vores dagligdag til tælling med et væld af stramme restriktioner og begrænsninger med mundbind, ansigtsmasker og desinficerende håndsprit som trange ingredienser.

Et samfund i undtagelsestilstand. Dét år gik mange af os i frivillig isolation og karantæne uden at kunne forlade vort hjem og uden at kunne modtage besøg af familie, venner og bekendte. Julen dét år skulle også blive en julehøjtid med corona lige i hælene.

Men minderne havde vi da lov at have.

Julekort med mit barndomshjem i Hejnsvig.

1950’ernes Hejnsvig

Når jeg lader tanker og minder tage på langfart tilbage til min barndoms jul i 1950’ernes Hejnsvig, åbnes magiske porte til skønne minder og erindringsglimt om julehøjtidens kærlighed og godhed, som vi kun oplever få gange, og som hører barndommen til.
Med nostalgiens blide patina som rejsekammerat træder vi ind i et kanelduftende tidsbillede fra dengang og oplever gamle dages fortættede stemning af juleidyl og højtid, fra før verden gik af lave.

I mit barndomshjem summer de lune stuer af glade stemmer og julestemning, alt mens en liflig duft af hjemmelavet bagværk breder sig fra køkkenet. Julehøjtidens budskab om godhed og kærlighed lyser fra mors sind, mens hun tryller med julens søde sager, og der bliver ikke sparet på hverken kanel, glasur, remonce eller strøsukker.

Vi nyder glæden ved at være sammen og hygger os ved julelampens skær. Det er tid for stilletime i skumringen, hvor mor byder på dampende varm chokolade med bjerge af flødeskum, hjemmebagte boller med tandsmør og bagerens bedste konditorkage med creme og chokoladeglasur.

Den travle juletid

Mor læser højt af håndskrevne julekort i stakkevis og bladrer i julekataloget fra Daells Varehus. Vi går ombord i småkager, hjemmelavet konfekt og bolcheskålen fra Nørregade med alt, hvad hjertet kan begære. Hvad enten vi er til gyldne althea bolcher, dameskrå med lakrids, bismarcks-klumper med pebermynte eller til klassikeren Kongen af Danmark.

Den travle juletid nærmer sig, og med opsmøgede ærmer og sved på panden slider mor bravt i det gamle køkken for at få gjort julesul og hjemmebag klar. Brændekvaset knitrer lystigt i den glohede jernkakkelovn, mens hun bakser med flæskesteg, fedtegrever, medisterpølse, sylte, sovs og rødkål.
I radioens Giro 413 planter Birthe Wilke og den gamle gartner med sin dybe, rene stemme smil, solskin og sang i alle sind, og folkekære Ib Schønberg længes efter nye tider med sin landeplage ”Når der kommer en båd med bananer”, så har vi glemt alle sorger og savn.

Julekataloget fra Daells Varehus 1955.

Musik med håndsving

Hvert år til jul henter bedstefar en støvet oldsag af en rejsegrammofon frem fra gemmerne, som trækkes op med et lille håndsving. Tonearmens stift pløjer lakpladens riller om til sprøde – nogle vil nok sige skrattende – toner med Liva Weel og Holger Fællessanger.

Vi klipper julepynt, glimmer og stads til den store guldmedalje, og det lange bord i stuen flyder med glitrende silke- og glanspapir, hvidt karton og halvfærdigt juleklip. Det bliver til et væld af flettede julehjerter, kræmmerhuse, kogler, trommer og silkepapirsroser i flotte farver.

Den store aften

Der er bidende koldt derude i Hejnsvig med frost og polarkulde, der ubarmhjertigt skærer gennem marv og ben. Stier og markveje funkler af strålende iskrystaller, og blide snefnug drysser gavmildt sit hvide slør over land og by og indhyller mit barndomshjem i en fløjlskåbe af nyfalden julesne.

Nedtællingen til den store aften er ved at være forbi, og i mit barndomshjem kan vi sætte os til et overdådigt julebord pyntet med grankviste og kristtjørn: flæskesteg, medister med bjerge af hvide og sukkerbrunede kartofler, duftende rødkål, svesker, varm risengrød med smørklat i midten, mandel, kanel og sukker.

Ved Julelampens Skær fra dengang.

Højt fra træets grønne top

Hen på aftenen slår bedstefar døren op til den fine stue med juletræet, der stråler i al sin pragt og glans med hjemmelavet pynt og julestads, englehår, glimmer og rød/hvide stearinlys. Alt elektrisk lys er slukket, levende lys spejler sig i vinduer og blanke barneblikke – det er blevet juleaften!

Vi danser os glade og hæse omkring juletræet og synger julen ind med bjældeklang og klassiske julesange: Julen har bragt velsignet bud, Det kimer nu til julefest og Dejlig er den himmel blå.

Ud på aftenen taler frydefulde, men trætte barneøjne, glædestrålende voksne, kulørte gavebånd, sløjfer, tomme julegaveæsker og iturevet gave­papir deres tavse sprog om en ganske vidunderlig juleaften dengang i barndommens forjættede land …

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2021-08 December

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2021-08 December side 11
i sektionen Artikler

forsiden af magasinet 2021-08 December

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Gellerup Museum
Gudrunsvej 16, 6
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data