Få styr på juleaffaldet
Når julen bæres ud, er der også en del juleaffald, der følger med. Men hvor skal det bæres hen?
Julen er hjerternes, børnenes og gavernes fest – men det er også affald. Meget affald.
Således bød sidste års december på 567 ton ekstra affald i forhold til en gennemsnitlig måned.
Det svarer til ca. 57 fyldte skraldebiler, og der er ikke tegn i sol, måne og julestjerner på, at det vil ændre sig væsentligt i år. Ikke alene er der usædvanligt meget affald i julen.
Affaldet er også usædvanligt i sig selv. Hvordan er det for eksempel lige, man på korrekt vis kasserer et afpillet juletræ?
Eller en udtjent juledekoration, for den sags skyld?
Og hvordan var det nu det var med gavepapir ..?
Her følger en guide til korrekt bortskaffelse af de mest gængse juleaffaldstyper.
Juletræet
Når du har plyndret juletræet, kan du aflevere det på genbrugsstationen. Hvis du bor i midtbyen, kan du bære juletræet hen til et af i alt ti opsamlingssteder for juletræer i midtbyen. Se hvor på www.affaldvarme.dk/juletræ
Du kan som altid også bestille storskraldsbilen til at hente dit juletræ. Det gør du på www.affaldvarme.dk/storskrald.
Uanset hvad du vælger, skal du fjerne al julepynten først. De brugte juletræer bliver nemlig lavet til kompost, og der skal jo ikke være julepynt i.
Gavepapir
Gavepapir sorteres fra og lægges i beholderen til papir og småt pap. Husk at fjerne oplagte tape-rester og især gavebånd.
Gavebånd
Gavebånd skal ud sammen med det almindelige restaffald. Det må ikke komme til genbrug sammen med papir og småt pap. Selv små stykker gavebånd kan sætte sig fast i sorteringsanlæggene og sætte sorteringen i stå.
Juledekorationer
Organisk materiale som gran og kogler kan komposteres. Enten i din egen kompostbunke eller ved at aflevere det som haveaffald på genbrugsstationerne. Her bliver det nemlig også lavet til kompost.
Kugler, lys og bånd skal, sammen med ler og oasis (blomsterskum), til restaffald eller småt brændbart på genbrugsstationen.
Julekalender
Julekalendere er ofte lavet af karton og sorteres som papir og pap. Dog skal eventuelt plastik i chokoladekalendere fjernes og sorteres som plast.
Julekort
Julekort er som regel lavet af karton og skal i beholderen til papir og småt pap. Hvis julekortet er et af dem med musik, som er forsynet med batterier eller ledning, skal det afleveres som elektronisk affald. Hvis du kan pille batteriet ud og aflevere det separat, vil det være ekstra godt.
Pap
Småt pap fra indpakning (pap, bølgepap, karton) kan du lægge i beholderen til papir og småt pap. Stort pap skal i papcontaineren på genbrugsstationen/affaldsøen.
Husk at fjerne plastik og metaltråde, hvis det f.eks. drejer sig om legetøjsindpakning.
Batterier
Rigtig mange juledimser er batteridrevne. Husk at tage batterierne ud af det syngende julekort og de blinkende rensdyrgevirer. De brugte batterier kan du enten lægge i en klar pose oven på låget af en af dine affaldsbeholdere, lægge i batteriindkastet på en nedgravet beholder.
Lyskæder
Hvis lyskæden taber gnisten, skal den bortskaffes som elektronik. Aflever den på genbrugsstationen/affaldsøen. Lyskæder må ikke komme i beholderen til glas, plast og metal.
Fyrværkeri
Fyrværkeri er ikke decideret juleaffald, men det bliver aktuelt lige om lidt: Brugt fyrværkeri skal i restaffald eller småt brændbart på genbrugsstationen. Drejer det sig om ubrugt fyrværkeri eller fusere, skal det afleveres som farligt affald på genbrugsstationerne.
Genbrugsstationerne
Genbrugsstationerne er lukket 24., 25., 26. og 31. december og 1. januar: Ellers er der åbent til sædvanlig tid: hverdage kl. 7-18 og weekender kl. 10-17.
Du kan finde alle juletips på www.affaldvarme.dk/juleaffald
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Affald Varme.
Læs også
▮ Skræppebladets blog,