Integration set med somaliske øjne
Af Jens Skriver
Abdirahman Shafici Khalif, som blandt andet har ledet Tolke Danmark i Bazar Vest, har udgivet en bog om en bedre integration. Mange indvandrere deltager i den offentlige debat, men konkrete bud på ændringer er mere sjældne.
Indvandringen i Europa skyldes, ifølge Khalif, forholdene i hjemlandene. For at nævne nogle få punkter: Afrikansk landbrug hviler på kollektiv udnyttelse af græsgange og dyrket jord, men nu skal jorden privatiseres og bliver så opkøbt af internationale koncerner, som indfører stordrift og monokultur.
Mange er blevet passive og sløve af at sidde i flygtningelejre. De fremhæves i medierne, så europæerne kan få ondt af dem og donere til nødhjælp, som, i den udstrækning den i det hele taget når frem, kun bidrager til at holde folk i passivitet.

Abdirahman Shafici Khalif:
”Vejen til god integration”, 82 sider.
Jobcentrene er det største problem
Bogen indeholder mange forslag til forbedringer herhjemme. Her skal fremhæves: Mange er sløve af lediggang og mister respekt fra deres børn. De magter ikke at anvende traditionel opdragelse med fysisk straf og lader stå til, så børnene ender på gaden og måske i bandemiljøer.
Fysisk vold er uacceptabel i opdragelse, men myndighederne må vise respekt for forældrene som opdragere. Myndighederne må også lære at forstå den arkaiske familiestruktur. Mange integrationsprojekter er kuldsejlede som følge af manglende kendskab til indvandrernes normer.
Den helt store stopklods for integration er imidlertid jobcentrene. Her lægges udelukkende vægt på registrering, udarbejdelse af rapporter og sandelig ikke mindst udformning af skriftlige ansøgninger. Indvandrere med dårlige sprogkundskaber, som gerne vil have et almindeligt arbejde, har ikke en chance her.
Ros til de mange
Bogen er således anbefalelsesværdig til alle, som beskæftiger sig med integration.
Lad os til sidst nævne Khalifs egne afslutningsord:
”Derfor en stor ros til de mange flygtninge/indvandrere, der opfører sig ordentligt og respekterer deres nye hjemland, også selv om de ikke fylder så meget i den offentlige debat”.
Der er faktisk også dem, der gerne vil høre om de mange eksempler på god integration.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2022-01 Februar

