Hun har hjulpet børn fra 680 lokale ­familier i gang med fritidsaktiviteter

Et af de mest markante resultater af det boligsociale arbejde i Gellerup og Toveshøj er familie­medarbejder Anett S. Christiansens indsats for at hjælpe børn og unge i gang med fritidsaktiviteter. Gennem knap fire år har hun været i kontakt med hele 680 familier i lokalområdet

Anett S. Christiansen har gennem årene opbygget et enormt netværk, både blandt de mange foreninger i lokal­området og i de 680 familier, hun har hjulpet med fritidsaktiviteter.

Dans, billedskole, fodbold, basketball, svømning … Foreningslivet kan være lidt af en jungle, hvis man ikke kender den danske foreningsmodel så godt. Især kan det være besværligt, hvis man har brug for et fritidspas, hvor Aarhus Kommune støtter fritidsaktiviteter økonomisk.
Her kommer Anett S. Christiansen ind i billedet. Som familiemedarbejder er det hendes opgave at hjælpe børn og unge i gang med fritidsaktiviteter. Og det er der i dén grad brug for i Gellerup og Toveshøj.

Mange forældre ønsker, at deres børn kommer ud blandt jævnaldrende og bliver en del af lokale fællesskaber. Og Anett S. Christiansen hjælper med at finde de rigtige foreningstilbud, få styr på fritidspasset og ordne tilmeldinger til de rigtige hold.
”Jeg tager afsæt i, hvad børnene ønsker, og finder så ud af, om det kan lade sig gøre. Mange har en lang skoledag i den anden ende af byen, men måske har de en klassekammerat, som de gerne vil gå sammen med. Så hjælper jeg med at få dem tilmeldt,” fortæller hun.

Den bedste motivation

Op til 4. klasse deltager børnene tit i aktiviteter lokalt i Gellerup og Toveshøj. Men når de bliver lidt ældre, ønsker de ofte at være med til aktiviteter, der foregår andre steder i Aarhus. Det kan for eksempel være breakdance eller basketball, der ikke findes i lokalområdet.

Men det handler ifølge Anett S. Christiansen også om, at børnene bliver mere optaget af det sociale og gerne vil være en del af fællesskaber sammen med deres klassekammerater.
”Op til de er 12-13 år betyder kammeratskaber rigtig meget, og her er fritidsaktiviteter vigtige. Kammeratskaber kan være den bedste motivation til, at børnene kommer ud og deltager i aktiviteter i andre dele af byen, og i den alder kan de som regel sagtens klare at tage bussen selv.”

Anett S. Christiansen har også titel af foreningsmentor. Hun tager ofte med forældrene og barnet til aktiviteten en af de første gange, sådan at forældrene ved besked med, hvordan det hele foregår, og føler sig trygge.

Hjælper med fritidspas

Mange forældre har brug for hjælp til fritidspasset, der er et kommunalt tilskud på 1000 kr. til foreningsaktivitet. Ofte rækker tilskuddet ikke helt, og der er derfor brug for hjælp til at få det hele til at falde på plads.

”Jeg prøver altid at vise forældrene, hvordan man gør, så de senere selv kan hente det på hjemmesiden og udfylde og indsende det. Det er egentlig ikke så svært, men det kan det være, hvis man ikke er vant til at bruge en computer.”

Hun har også tit kontakt med træneren for det konkrete hold for at sikre sig, at der faktisk er plads.
Hun sørger for at holde styr på alle aftalerne, og når starten nærmer sig, sender hun som regel en sms til forældrene og minder dem om tid og sted. Senere vender hun også tilbage for at høre, hvordan det er gået.

Når hun først har skabt en god forbindelse til en familie, har hun ofte kontakt igen, når det næste barn ønsker at komme i gang med en fritidsaktivitet – eller når barnet ønsker at skifte til en anden aktivitet.
Med fritidsaktiviteter følger ofte store udgifter til udstyr. Anett S. Christiansen anbefaler typisk forældrene at vente en måned med at købe udstyr. Så har barnet mulighed for at prøve nogle gange, inden det beslutter sig.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2022-03 Maj

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2022-03 Maj side 12
i sektionen Foreningen

forsiden af magasinet 2022-03 Maj

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Aktiviteter

Afdelingerne

Foreningen

Debat

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data