Afd. 4: Festlig Kulturbazar på Gellerups nye Verdensplads
Afdeling 4 – Gellerupparken
Mad og musik, dans og sang skabte en fantastisk fest for den nye Sports- og Kulturcampus
tekst og fotos Helle Hansen
Torsdag den 9. juni blev Verdenspladsen i Gellerup indviet med en strygekvartet fra Aarhus Symfoniorkester som højtidelig lydramme for eftermiddagen.
Midt på den nye plads var opstillet boder, hvorfra der blev serveret mad og drikke lavet af lokale foreninger. Der var også boder, hvor festdeltagerne kunne møde foreningsmentorer, snakke med Sport & Fritid, møde kulturforvaltningen, Folkesundhed Aarhus Vest og mange andre aktiviteter.
Pludselig gik der hul i skyerne, og det væltede ned med vand, så alle måtte fortrække indenfor. Det gav mange besøgende i Gellerupparkens nye beboerlokale på 2. sal i Samlingshuset over biblioteket. Her fik afdelingsbestyrelsen travlt med at servere kaffe og kage.
Indenfor i Sportscampus var der mulighed for at prøve at klatre og se Cirkus Tværs’ unge artister lave forestilling.
FGU Aarhus Vest er en skole, der tilbyder forberedende grunduddannelse til unge. Den er også flyttet ind i den nye campus i Gellerup og havde i dagens anledning bagt kæmpe lagkage. FGU-skolens raplinje gav en flot rap-koncert fra Verdenspladsen udendørsscenen, og de blev afløst af skolen danselinjes piger, CC-Crew, som viste et flot show på pladsen under åben himmel.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2022-04 Juni