75 år med Brabrand Boligforening og beboerdemokrati

af Mette Sejthen, arkivfoto og grafik bbbo
Næste år kan boligforeningen fejre 75-års jubilæum. Brabrand Boligforening blev stiftet den 29. april 1948 for at hjælpe til med at løse bolignøden efter 2. verdenskrig.
I 1950 kunne boligforeningen præsentere de første 24 lejligheder i Hans Brogesparken i Brabrand. Siden er der bygget meget og mange steder. Først Søvangen med cirka 400 lejligheder. Herefter fulgte bl.a. de store byggerier i Gellerup i starten af 1970’erne, adskillige mindre afdelinger omkring 1990 og mere byggeri i det nye årtusinde. I dag har boligforeningen 29 afdelinger i Aarhus og omegn, og flere er på vej. Der er med andre ord sket meget i de 75 år, boligforeningen har eksisteret.

Vores fælles fejring
Det er ikke kun boligforeningen, der kan fejre jubilæum i 2023, men også beboerdemokratiet. Jubilæet er vores fælles fejring. For netop at fejre dette har foreningsbestyrelsen vedtaget et kommissorium for fejringen af det 75-års jubilæum:
”Fejringen er en festlig anledning til at bringe fokus på en del af vores virke og beboerdemokratiet – det er vores fælles fest. Vi håber derfor på mange lokale indslag og involvering ude i afdelingerne.”
Bliv en del af jubilæumsudvalget
Som beboer i Brabrand Boligforening har du mulighed for at deltage i jubilæumsudvalget for fejringen af det 75-års jubilæum. Vi har brug for gode idéer til fejringen, til at søge fonde og meget mere. Kom og vær med!I udvalget deltager fra foreningsbestyrelsen Dorte Damgaard Sejthen og Anne Hegelund, og fra administrationen Tania Andersen. Du tilmelder dig udvalget ved at sende en mail til Susanne Graff på sujo[AT]bbbo[DOT]dk
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2022-05 September

