Private andelsboliger måske en mulighed for Toveshøj
Brabrand Boligforening til møde med indenrigs- og boligministeren i Esbjerg
af Helle Hansen, fotocollage Ulrik D-H
Fredag den 16. september var Brabrand Boligforenings formand, Keld Albrechtsen, og direktør Kristian Würtz indkaldt til møde i Esbjerg med indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen.
Den oplysning kom Keld Albrechtsen med til beboermødet i Gellerupparken tirsdag den 13. september. Men han vidste på det tidspunkt intet om, hvad mødet skulle gå ud på.
Mødet fandt sted, og det viste sig at være et topmøde om bekæmpelse af parallelsamfund.
Tilbage fra Esbjerg fortæller Keld Albrechtsen, at han sammen med medlem af Folketinget for Enhedslisten Søren Egge Rasmussen under mødet rejste spørgsmålet om muligheden for ny lovgivning om private andelsboliger, så der igen kan åbnes for denne type boliger.
”Jeg spurgte også, om man kunne forestille sig, at Brabrand Boligforening kunne få mulighed for at indarbejde private andelsboliger i den nye helhedsplan for Toveshøj,” siger Keld Albrechtsen.
Spørgsmålene blev bakket op af en repræsentant for de eksisterende private andelsboligforeninger, oplyser Keld Albrechtsen.
Minister Christian Rabjerg Madsen svarede positivt, at regeringen ville tage dette spørgsmål op, og at han så en mulighed for igen at få en god mellemform mellem alment og privat boligbyggeri.
”Blandt de spørgsmål, som skal overvejes, er også muligheden for, at en almen boligforening kan tage initiativ til private andelsboliger, og om boligforeningen kan være administrator – samt om disse boliger kan komme til at indgå sammen med almene og private boliger i projekter for bofællesskaber, seniorboliger og lignende,” fortæller Keld. Albrechtsen.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2022-06 Oktober