Afdelingerne gør salg af blokke til en brik i udviklingsplanen

Forhandlingerne mellem Aarhus Kommune og boligforeningen er kørt fast. Gellerup og Toveshøj foreslår salg af boliger, som et kompromis

Af Helle Hansen – fotocollage (kun online) fra arkiv (2009)

Helt hen til midt i marts var forhandlingerne om en Udviklingsplan for Gellerupparken og Toveshøj fastlåste. Der kom intet nyt kommet fra rådhuset, udover planen om nedrivning af ni blokke og salg af en stor blok kontra Brabrand Boligforenings plan, der peger på tre blokke, der kan rives ned.

Samtidig lever beboerne i de to afdelinger på tiende måned i uvished, om der er deres hjem, der skal rives ned.

Udspil fra afdelingerne
For at skubbe til forhandlingerne, som skal nå i mål inden udgangen af maj, valgte de to afdelingsbestyrelser at sætte salg af en blok i hver afdeling ind i forslaget for at komme kommunen i møde. Det skete efter mødeplanen med kommunen trak ud, fordi parterne ikke kunne blive enige eller ville rykke sig.

Møde udsat tre uger
Da der i december blev taget hul på forhandlingerne om udviklingsplanen, forudså boligforeningens formand Keld Albrectsen, at det måske kunne nås at få udarbejdet en aftale til mødet, der var aftalt med borgmesteren torsdag den 7. marts. Men dette møde blev udsat til den tirsdag 26. marts, fordi der ikke var fremdrift i forhandlingerne.

Boligforeningen husstandsomdelte efterfølgende et brev til beboerne i de to afdelinger, hvori der stod, at der desværre intet nyt var at fortælle, fordi mødet var udskudt.

Håber på smidighed
”Med udspillet fra de to afdelingsbestyrelser om ejerlejligheder og private andelsboliger har boligforeningen nu opfyldt pænt over halvdelen af det krav om nedrivninger og salg til ejerboliger, som kommunen kom med.

Jeg håber nu, at dette kan løsne op for positive forhandlinger den 26. marts. Det er jo god dansk forhandlingsskik, at begge parter prøver at komme hinanden i møde og vise smidighed. Så nu håber jeg, at kommunen også er parat til at rykke sig, så vi kan finde en fælles løsning,” siger boligforeningens formand Keld Albrechtsen.

Sidste nyt på beboermøderne
Beboerne kan følge med på boligforeningens hjemmeside www.bbbo.dk, og der vil blive udsendt et nyt orienteringsbrev, når der er vigtigt nyt at berette. Derudover henvises til de to afdelingers beboermøder, Toveshøj tirsdag den 9. april og Gellerupparken onsdag den 10. april.

Gellerupparken til salg. Fotocollage baseret på arkivfoto af Ulrik Ricco Hansen (2009)

Gellerupparken til salg. Fotocollage baseret på arkivfoto af Ulrik Ricco Hansen (2009)




Del eller print denne side:  



Skriv en kommentar til denne side (artikel) LÆS VILKÅR FOR DEBAT




 
 
© 1970-2019
Skræppebladet - E&P Huset - Karens Blixens Boulevard 39 - 8220 Brabrand
| Vilkår for debat | Privatlivspolitik | Kontakt