Et år med Sports- og Kulturcampus
Torsdag d. 8. december kunne Sports- og Kulturcampus i Gellerup fejre 1-års fødselsdag. Det blev markeret med fællessang, udstillinger, workshops og en masse andre aktiviteter ude og inde
af Peter From Jacobsen. Arkivfotos
Mange brugte lejligheden til at besøge Sports- og Kulturcampus og opleve, hvad stedet på et år har udviklet sig til.
”Et år er gået, siden masser af lokale familier 8. december 2021 deltog i åbningsfesten, hvor H.K.H. Kronprins Frederik deltog ved indvielsen.
Det meste af foråret var derefter præget af indflytninger, og de mange aktører har brugt tid på at finde sig til rette. Men nu skal der festes,” siger aktivitets- og netværksskaber Yvonne Buer.
”Det er min fornemmelse, at alle er kommet godt på plads i huset, og de fleste oplever højere besøgstal end tidligere. Gellerup Bibliotek har nærmest fordoblet besøgstallet, og Aarhus Klatreklub er nu tilbage på det samme medlemstal (700), som før flytningen,” siger hun.
I starten af december var Sports- og Kulturcampus fyldt med klatrere fra hele landet, som var kommet til Gellerup for at afgøre det danske mesterskab. Aarhus Klatreklub var vært for DM-stævnet.
I september var Sports-og Kulturcampus omdrejningspunkt for oplevelsesløbet ”Løb Mellem Husene”, hvor pladsen mellem Bevægelseshuset og Samlingshuset var omdannet til en børnefestivalsplads med masser af aktiviteter og underholdning bl.a. af Sebastian Klein.
Arrangementerne er eksempler på, at Sports- og Kulturcampus er ved at udvikle sig til et sted, hvor mange forskellige kultur- og bevægelsesaktiviteter kan foregå samlet.
Yvonne Buer fortæller om en hverdag, hvor synergierne opstår mange steder på kryds og tværs mellem de forskellige aktører.
”Det går lige så stille op for folk, at fællesskabet kan en masse, og man får ekstra muligheder. Magien ligger i, at man låner plads af hinanden, og så har man lige pludselig op mod 6.000 kvadratmeter at lege med. Det er det, øvelsen blandt andet handler om,” siger Yvonne Buer.
Beboernes samlingshus
Beboernes samlingshus i Sports- og Kulturcampus er efterhånden kommet op at køre, og flere er begyndt at bruge huset. I oktober var der halloweenarrangement i den store sal, og senest blev der vist VM i fodbold på storskærm.
Selvom Danmark tabte, og dermed røg ud af VM, var stemningen god og rammerne helt perfekte til at mødes. Mange beboere i Gellerupparken mangler dog stadig at tage huset i brug. Forhåbentlig vil flere beboere i fremtiden tage huset til sig og bruge det, da det er formålet med det.
Bryllup, beboeraktivitet eller fest
I Samlingshusets store festsal er der plads til 200 personer, mens den mindre sal har plads til 50 personer. Begge sale kan lejes af beboerne til bryllupsfester og andre store gilder, ligesom foreningerne kan leje dem til deres aktiviteter. Salene kan også bruges til at holde større beboeraktiviteter som fastelavn, julearrangement, beboermøder osv.
Beboer- og foreningslokaler
I Samlingshuset er der udover salene også beboer- og foreningslokaler i stueetagen og på anden sal.
Foreninger kan ansøge om at benytte lokalerne til foreningsaktivitet, men beboere, der har lyst til at være med til at stå for en aktivitet eller et arrangement, kan også ansøge om at benytte lokalerne.
Betingelsen er blot, at aktiviteten er åben for alle afdelingens beboere.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2023-01 Februar