Lup på Gellerup og omegn
Læs nyheder fra Gellerup.nu i Skræppebladet
tekst og foto Helle Hansen

Skræppebladet tager i dette nummer hul på et nyt samarbejde med hjemmesiden Gellerup.nu, som fremover i hver udgivelse over en side kort vil fortælle om nogle af de mange spændende projekter og initiativer, der foregår i boligforeningens to største afdelinger.
Gellerup.nu har i snart 15 år på nettet bragt aktuelle historier til torvs om livet på godt og ondt i Gellerupparken og Toveshøj. Ældre læsere af Skræppebladet kan måske huske, at Gellerup.nu i en syvårig periode fra 2011-2017 også udkom på skrift som et 12-siders omstik til Skræppebladet i de to afdelinger.
Nyhedsbrev og kalender
I dag er det den lokale journalist Peter From Jacobsen, der også laver web-portalen VoresBrabrand.dk, som skriver historier til Gellerup.nu. Han er ansat som deltidsmedarbejder i den boligsociale indsats og er her blandt andet med til at sikre, at der kommer nyheder ud til alle om de mange lokale indsatser.
Flere gange om ugen bliver nyheder, portrætter, reportager og andre beretninger offentliggjort på hjemmesiden. Og med jævne mellemrum udsender Gellerup.nu også et nyhedsbrev til alle, der måtte ønske at modtage det. Og så driver hjemmesiden en kalender, som måske er det sted, hvor der er bedst mulighed for at få overblik over de mange ting, som foregår i lokalområdet.
Småt og godt koncentrat
På hjemmesiden gellerup.nu får læseren et nuanceret og faktuelt billede af området, og hensigten med samarbejdet med Skræppebladet er, at der på den trykte side i bladet bringes et koncentrat af nogle af periodens mest spændende og interessante historier, så også beboere, der måske ikke er så digitale, får mulighed for at følge med i nogle af de mange bevægelser og tiltag, der sker i området.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2023-01 Februar

