Pokalfesten regnede væk i Gellerup: ACFC måtte bøje sig for velspillende fynboer

af Peter From Jacobsen
Der var lagt op til folkefest i Gellerup en tirsdag eftermiddag midt i september. Omkring 300 tilskuere var mødt op for at se de lokale helte klare sig godt mod fynske Næsby. Men den silende regn og et uhyre velspillende modstanderhold ødelagde festen og forhåbningerne.
Det var den største kamp i klubbens historie. For første gang nogensinde var ACFC nået helt frem til anden runde i den landsdækkende Oddset Pokalen.
Masser af familier, ungdomsspillere i ACFC og de mange, som gennem årene trofast har fulgt holdets op- og nedture, var mødt op – næsten samtidig med at regnen begyndte at piske hen over Arena Vest i Gellerup.
Her er ingen tribuner eller beskyttende overdækning – bare nogle betonklodser, man kan stå på. Hele vejen hen ad den ene langside stod folk tæt i regntøj og med paraplyer. Og ingen forlod deres pladser, selvom skæbnen var hård ved de blåklædte ACFC-spillere.
Hjemmeholdet spillede ellers frisk til og matchede fint 3. divisions tophold, Næsby, på teknik og vilje. Det blev også til fine muligheder til de to stærke angribere, Yassir Hassan og Ali Taleb Abu-Stetiyeh, men det blev ved muligheden. Og så begyndte Næsby at tage fat.
Med et effektivt presspil lukkede de gentagne gange ACFC-spillerne inde på midten af banen og stak af sted i kontraløb. Med sylespidse stikninger pillede de ACFC-forsvaret fra hinanden og skabte gode muligheder – og mål.
Det blev 1-0, 2-0, 3-0 – og kort før pausen også 4-0. Flere af målene var direkte uheldige afretninger, der snød ACFC´s målmand, Ahmad Kais.
Som nævnt blev de mange tilskuere på deres pladser – men stemningen forandrede sig gradvist fra euforisk til direkte mat. Det her var ikke, hvad de havde håbet på.
”Kan vi få tribunen med? Lav noget larm derude,” lød opfordringen over højttaleren. Men det var bare for svære betingelser at være ACFC under.
Læs hele artiklen
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-05 Oktober

