Shukri Mahad havde første arbejdsdag som cyklende medarbejder

Der blev flaget og givet krammere, da Shukri Mahad havde gennemført sin første arbejdsdag som ansat i Børn og Unge som cyklende medarbejder og kørt eleven fra hjemmet til Stensagerskolen. Til højre er det fagkonsulent i Børn og Unge, Carina Jansen.
af Peter From
Der var viftende flag og hjertelig modtagelse, da Shukri Mahad forleden morgen for første gang ankom til Stensagerskolen på cykel med en af skolens elever. Hun er Børn og Unges første nyansatte medarbejder, som hver dag vil transportere elever mellem skolen og hjemmet.
Det var første arbejdsdag for Shukri Mahad som medarbejder i Børn og Unge. Hun er ansat til at transportere elever med særlige behov til og fra Stensagerskolen.
Kl. 7.15 kunne hun ringe til familien i Gellerup-området og fortælle, at hun nu var på vej. For første gang var der ikke afhentning i taxi – men på cykel.
”Jeg var meget spændt på, hvordan det ville gå. Men det gik fuldstændig efter planen. Familien var helt klar, da jeg kom, og turen gik virkelig godt,” fortalte Shukri Mahad.
I første omgang står hun hver dag for at transportere eleven fra hjemmet til Stensagerskolen på Janesvej. Senere er det planen, at hun også skal stå for hjemtransporten.
”Nu er vi i gang. Tanken er, at vi gerne vil ha´ flere børn fra lokalområdet koblet på ordningen,” sagde specialpædagogisk fagkonsulent i Børn og Unge, Carina Jansen.
Børn og Unge ønsker, at flere hentes på cykel af Shukri Mahad eller andre kommende ansatte i ordningen.
I forvaltningen ser man gerne, at børn med særlige behov går til og fra skole, hvis de fysisk kan klare turen.
Flere børn kan gå eller køres på cykel
Carina Jansen regner med, at flere børn i løbet af december kobles på den såkaldte gåbus-ordning.
”Vi er i gang med at kigge på det. Det tager lidt tid, fordi bevillings-myndigheden skal godkende det, og så skal vi have talt med familierne om, hvad det indebærer at gå til skole ifølge med en voksen i stedet for at blive kørt i bil,” forklarer hun.
I Børn og Unge er man klar til at tilbyde flere bydelsmødre projektansættelse i flexjob, småjob eller skånejob, som en del af afprøvningen af grønnere befordringstilbud.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2024-07 December