Rodet, forvirrende og stigmatiserende tv-serie om Gellerup­parken under al kritik

Hvad ønskede TV 2 mon at fortælle med deres såkaldte dokumentarserie ”Ghetto”?
Anmeldelse af tv-serien, der blev sendt i marts

Det var nærmest følelsen af en fuser, man sad tilbage med, da rulleteksterne gled over skærmen efter andet afsnit af TV 2’s dokumentarserie Ghetto.
For hvor var det dog en omgang rod, uden rigtigt hoved eller hale. Startede dramatisk med en rekonstruktion af situationen, hvor journalisten på et lyssky sted på Aarhus Havn får overrakt et USB-stik af en hemmelig kilde hos politiet. På stikket er chokerende oplysninger, som vist nok skulle klargøre, at der findes kriminelle familieklaner i vestbyen.

Disse oplysninger samt andre tal om anmeldelser og statistikker om utryghed bliver forelagt en række prominente forskere, boligforeningens formand, Keld Albrectsen, og rådmand Rabih Azad-Ahmad, der selv er vokset op i Gellerupparken.


Alle interviewene finder sted i triste, tomme lejligheder i nedrivningsblokkene, hvor døre og karme er revet af og tapet hænger i laser, så stemningen er lagt (hvordan tv-holdet fik adgang til lejlighederne, kunne være interessant at grave i).


Hvilke tal interview-personerne helt præcist blev præsenteret for, står hen i det uvisse, men alle tabte de nærmest kæben. Som seer ser vi kun i meget korte glimt diagrammerne på skærmen. Så det var nødvendigt efterfølgende at genstarte udsendelsen og så stoppe for at se de mange forskellige grafer, som så efterlod mig med en masse spørgsmål til, hvordan talmaterialet er fremkommet og med en voksende nysgerrighed om på hvis opfordring.
Begge tv-programmer var smurt ind i kliche-billeder fra bydelen, som i nogle tilfælde var fejlbefængt. Sommerens store ildebrand i Gudrunsvej 18 bliver dramatisk rekonstrueret med brandattentantet i starten af første udsendelse. Resten af programmerne er det dog skaderne efter ildebranden på 5. sal i nummer 6, man ser filmet fra en drone. Her var det bare et overophedet el-cykelbatteri, der var skyld i branden.


Det optræder et interview med tidligere politileder Jens Esbensen, som forlod området i 2018. Det er uvist, på hvilket tidspunkt i produktionsperioden 2021-2025 at han blev interviewet. Og tidligere boligforeningsdirektør Keld Laursen har i tre år måttet gå indestængt med vreden over en påstået truende sms, han i december 2021 modtog af kommunens daværende kommunaldirektør.
Sørme om der ikke også kunne opleves det 40 år gamle ikonisk tv-klip, fra dengang salig Jørgen Thorgaard lagde grundstenen for stigmatiseringen af Gellerup med udsendelsen ”Kirken i betonen” fra 1979. Det var, da DR havde eneretten på at bringe tv ud til folket, og her hørte hele Danmark citatet ”Jeg vil hellere have min højre arm savet af end bo i Gellerupparken”.
Vi genoplevede også en stakkels kvindes beretning om, hvordan hun for et uvist antal år siden havde haft svært ved at blive skilt. Fortællingen, der blev rekonstrueret med en skuespiller, endte med, at kvinden til sidst en aften listede af sted med alle sine flyttekasser – det lignede dog ikke en opgang i Gellerup, hun sneg sig ud af.


Andet afsnit blev solgt på, at man skulle opleve noget om de på det seneste meget omtalte kriminelle klanfamilier. Og her spillede imamen fra Grimhøj Abu Bilal, hans bror, sønner og nevøer en hovedrolle, også selv om hele familien for flere år siden er flyttet fra Gellerupparken og har bosat i Tilst (hvor den så har raget sig uklar med kommunen omkring brugen af et lokale til moske).
Og en sorgfuld stakkels far, der for et år siden tragisk mistede sin søn, der blev skudt i Viby, fordi han desværre uheldigt var på det forkert sted, så han formentlig blev skudt ved en fejl. Mordet er endnu ikke opklaret. Men i programmet får vi oplyst, at der har været to anholdelser, hvor begge skulle stamme fra Gellerup. En hel forfærdelig sag, som det antydes har noget at gøre med det brandattentat, vi så i starten af første afsnit.


Det tragiske skyderi i Viby er også rekonstrueret i afsnit to, hvor man oplever fra en bil, hvordan den dræbte søn kører ad Søndervangs Allé mod krydset ved Ringvej Syd. Og så skifter billedet til, at man ser en sølvfarvet Golf med den formodede drabsmand køre om hjørnet. Samtidig med at man i bilens vindue i tre hurtige sekunder ser genspejlet af tre høje blokke på Gudrunsvej … Der er 6,4 kilometer mellem krydset i Rosenhøj og blokkene på Gudrunsvej!

Forundrede beboere fra bl.a. Gellerupparken ser TV2-dokumentaren ”Ghetto” på storskærm i Samlingshuset.

Så pludselig midt i afsnit to kommer tre minutter om modstanden mod parallelsamfundsloven. Den hidtil mest korrekte kortfattede forklaring på, hvad parallelsamfundsloven er for en størrelse, med fortællingen om, at der p.t. kører en retssag ved EU-domstolene, der har sat nedrivningerne i stå, og formodningen om, at loven formentligt er ulovlig. Tak for de tre minutter fra Almen Modstand.
Derefter skal vi endelig en tur til Tilst og høre om alle mændene, der går til fredagsbøn i kvindeforeningen, som kommunen ikke rigtig kan gøre noget ved. Vi ser så lige et par gentagelser af klip med betjenten fra første afsnit, og så slutter programmet med, at den sørgende far bliver bragt ud til Gellerupparken, hvor han står i Den Gyldne Port og kigger ind i området. Her slår han fast, at det ikke er betonen, der har slået hans søn ihjel, men nogle kriminelle, som han ønsker, man fanger.
Til sidste panorerer en drone hen over Gellerup og ender med at zoome ind på de store farverige bogstaver på gavlen af blok B1, Gudrunsvej 2. Her står ”Gellerupparken”.
Og så er udsendelserne slut – og jeg spørger mig selv: Hvad var meningen?

Efterspil

Tidligere direktør i Brabrand Boligforening Keld Laursen har skrevet vidnesbyrd omkring sine oplevelser med Aarhus Kommune i hans tid i Brabrand Boligforening fra 2014 til 2021 – særligt om strabadserne med at lave udviklingsplanen, men også kommunens klapjagt på ledelsen og foreningsbestyrelsen i forbindelse med sagen om renoveringen af blok A17 på Toveshøj, hvor boligforeningen begik en ordentlig bommert.
Keld Laursens fortælling om Gellerup kan læses på hjemmesiden
www.gellerupvidnesbyrd.dk

Helle Hansen

Siden sommeren 2021 har jeg vidst, at TV 2 var til stede i Gellerup for at lave et program om området. Programmets journalist var nemlig en gammel kending, jeg for over 30 år siden gik på Journalisthøjskolen med. Vi mødtes og drak en kop kaffe i Blixens. Her fortalte jeg om den stridbare situation med udviklingsplanen, der et par år forud var blevet trukket ned over beboernes hoveder. Jeg var optaget af at forklare den kamp, der nu foregik for at undgå nedrivning af blokke. Min gamle skolekammerat lyttede, men jeg kunne allerede dengang forstå, at jeg var langt fra den eneste, han havde talt med.
To år inde i optagelserne i oktober 2023 går produktionsselskabet Deluca Film konkurs, og journalisten, jeg kender, stopper på programmet. Produktionsselskabet Kompagniet køber derefter al researchen om Gellerup og fortsætter med at lave serien, som først løber over skærmen i marts 2025.

Læs også

▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2025-02 Maj

Rating

Synes du om artiklen?

Hjælp Skræppebladet med at blive bedre - giv en hurtig feedback.

  • Øv - ikke god
  • Nogenlunde
  • OK
  • Cool - god artikel
  • Kan anbefales
Klik på en smiley - du kan skifte mening bagefter.
Kommentar

Deltag i debatten og skriv kommentar som vises til alle

Skriv en kommentar

Denne side:

Kilde

Denne artikel er bragt i
Skræppebladet
2025-02 Maj side 6-7
i sektionen Artikler

forsiden af magasinet 2025-02 Maj

©Copyright

Skræppebladet har copyright til denne artikel.

Det er ikke tilladt at kopiere eller viderebringe elementer uden skriftlig aftale.

Den eksklusive copyright tilhører de originale bidragsydere fx skribent og fotograf.

Læs mere om copyright på Skræppebladet

Kontakt

Skræppebladet er forenings- og beboerblad i Brabrand Boligforening

Skræppebladet
Kollektivbyen
Gudrunsvej 78, 2.-3.sal
8220 Brabrand

Se seneste kolofon og kontakt redaktionen for nærmere information om denne artikel.

Web-sektioner

Nyheder

Magasin

Aktiviteter

Mine bogmærker

henter data

Mine seneste artikler

henter data