Kløverskolen i Gellerup blev officielt indviet
“Bygget til levende læring”
Af Peter From, Gellerup.nu
Fredag blev Gellerups nye skole, Kløverskolen, officielt indviet. Som den første skole i Danmark er den bygget til at rumme en særlig form for pædagogik, projektbaseret læring. I sin åbningstale kaldte skoleleder Helle Mønster formen for “levende læring og meningsfuld skole”.
For præcis to år siden, i august 2023, tog entreprenørvirksomheden MT Højgaard fat på at bygge Gellerups nye skole. Og fredag blev skolen officielt indviet, efter at eleverne i mandags mødte ind til den første skoledag.
Skoleleder Helle Mønster fortalte om en uge, der havde bekræftet hende i, at den bærende pædagogiske form, projektbaseret læring – også kaldet PBL – er den helt rigtige for eleverne på Kløver-skolen:
“En af de første dage i denne uge var der en elev, der sagde til mig: “Helle, du må ikke tage PBL fra os.” Og han gentog det for ligesom at understrege alvoren i det. Det ramte mig lige i hjertet – for så tænker jeg, at vi er på rette vej,” sagde hun i sin åbningstale.
Det samme skete igen onsdag formiddag, da eleverne i 7. klasse talte med borgmester Anders Winnerskjold om skolen og måden at undervise på: “De havde fundet frem til nogle værdier, de mente kendertegner PBL, nemlig stolthed, samarbejde, nysgerrighed, kreativitet og motivation.
Som skoleleder kan man kun blive glad, når man hører det,” sagde hun. Helle Mønster betegnede Kløverskolen som ikke bare en bygning, men en vision, et fællesskab, et sted, hvor børnene bliver nysgerrige på verden. Det skal projektbaseret læring skabe forudsætningerne for.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2025-04 September

