Engageret beboermøde
Meget på dagsordenen ved beboermødet i Holmstrup
Tekst og foto Jens Skriver

Forsamlingen
Omkring 60 beboere havde fundet vej til det ordinære beboermøde i Holmstrup, og selskabslokalet var fyldt. Spørge- og debatlysten var stor, men aftenens dirigent, Mads Keldgård, sørgede for, at mødet forløb godt, selv om klokken nærmede sig 23, inden det var færdigt.
Der var i forvejen udsendt en fyldig og detaljeret skriftlig beretning, så i forelæggelsen kunne Edvin Juhl fra afdelingsbestyrelsen koncentrere sig om enkelte punkter. En række sager var løbende i gang. Der er planer fremme om telefonbetjening i driftscentret. Det ville kunne give besparelser, men det er nødvendigt at holde åbent for udlevering af nøgler til flyttevogne, borema-skiner og plæneklippere. Edvin opfordrede til, at beboere bestilte hjælp via boligforeningens hjemmeside.
Kommende vedligehold
Planlagt vedligehold betales ud fra et gennemsnit for de næste 25 år. Huller i asfalt og belægninger blev nævnt sammen med trapperne i vestsiden. Parkeringsbåse skal opmåles. Der er ikke sparet op til vinduer. Det er planlagt, at de skal udskiftes i 2042-48, men de kan næppe holde så længe. Beboerne blev opfordret til at melde ind, hvis der var problemer. Facadepudset skal repareres og skiftes. Det samme gælder membraner på de åbne altaner.
Man er i færd med at skifte fliser og membraner på åbne altaner, men det er meget dyrt, så udskiftningen sker efter behov. Der kommer nye plantekummer, men materialet bliver stadig diskuteret. Arbejdet med udsugningsanlæggene var blevet forsinket, da der skulle lejes en ny meget dyr lift. Affaldsordningen justeres løbende. Driftspersonalet bruger 20 % af timerne til at rydde op. Farligt affald skal stadig afleveres på genbrugspladsen. De grønne områder vedligeholdes med græsklipning og beskæring. En invasiv art, Japansk pileurt, skal fjernes. Det overvejes at ansætte en ”social vicevært”. Afdelingen er med i Hasle Fællesråd, der arbejder på forbedring af trafikforholdene omkring Jernaldervej.
Endelig var der nogle kommentarer om råderet. Afdelingen har selv kunnet bestemme i 45 år. Nu blander synsafdelingen sig. ”Alt skal ikke standardiseres, men der skal fortsat være bæredygtighed i et bredt forankret beboerdemokrati. Det skal vitaliseres, så boligafdelingens sociale bæreevne kan styrkes”.
Vaskemidler
Edvin høstede bifald for et graverarbejde i forbindelse med faktureringen af vaskemidler.
Først blev der konstateret et stort overforbrug og problemer med doseringsanlægget i 2023, og servicechefen bliver anmodet om at sørge for refusion. Det viser sig imidlertid, at der er faktureret et kæmpe overforbrug 2022- 24, og der er tale om dobbeltfakturering.
Leverandøren, Nortec, oplyser, at Holmstrup er blevet fejlfaktureret for forbrug i Thorsbjerg. Edvins teori er, at der er tale om ”overbestilling”, da Nortec har foretaget en dobbeltdosering af skyllemiddel, sæbe og blegemiddel og derved fulgt Horestanorm. Edvin ønskede sagen afklaret.
Under den efterfølgende debat bekræftede Kristian Wûrtz, boligforeningens direktør, at Holmstrup havde haft større udgifter end beregnet. En ordentlig bunke vaskemidler, indkøbt til Holmstrup, var blevet båret over i Thorsbjerg. Under eventuelt blev i øvrigt drøftet petanquebanen, som skal reetableres, sommerfuglebuske, legepladser, overvejelser om ansættelse af en socialvicevært, ideer til brug af fælleslejlighed, sikringsrum og opslagstavler i alle opgange. Derefter blev beretningen enstemmigt godkendt.
Budget og forslag
På sidste beboermøde blev regnskabet forkastet. Derfor fremlagde administrationschef Susanne Witting budgettet, der viste en huslejestigning på 4,8 procent. Hun startede med at understrege, at Holmstrup ikke var dyrere end mange andre afdelinger, hvorefter fulgte en grundig gennemgang af de enkelte punkter. Budgettet blev vedtaget, men en del undlod at stemme.
Et forslag om omlægning af el til lys og lydisolering til Pensionistklubben blev vedtaget. Det samme gjaldt et forsalg om hajtænder på alle udkørsler fra parkeringsområderne, da højrevigepligten ikke bliver overholdt, og et forslag om indretning af en plads til trailer parkering.
Havelåger
Et forslag om havelåger gav anledning til en del debat og der hersker nok stadig en del usikkerhed. Administrationen havde stillet et supplerende forslag, og boligforeningens jurist gjorde rede for reglerne. Der skal besluttes højde og materiale. Hegn og havelågen skal stå på det lejede areal og vedligeholdes af lejeren. Ved lejerskifte skal tages
stilling til om haven, skal reetableres eller overtages af den nye lejer, og der skal betales merleje.
Overdragelsesdokumenter er ikke mulige. Juristen havde bedt om skemaer, så det var muligt at se, hvilke ændringer der er foretaget på haverne. Forslagene blev vedtaget. De gælder fremover, og der er to forskellige ordninger.
Debatten fortsatte under eventuelt og derefter kunne de fremmødte nyde det gode traktement. Da nærmede klokken sig 23.
Læs også
▮ Skræppebladet, det trykte magasin 2025-06 November

