65 år på Karensvej: Kirsten har altid følt sig hjemme i Skovgårdsparken

Når man træder ind i Kirsten Folke Larsens stuelejlighed på Karensvej i Brabrand, er det som at komme ind i et hjem fyldt med ro, varme og minder fra et langt liv.
Her har hun boet siden 1960 – i den dengang helt nybyggede lejlighed. I november i år bliver det altså til 65 år i samme bolig, og for Kirsten har der aldrig været tale om at flytte.

“Jeg har altid følt, at jeg hører hjemme her. Det har været mit hjem, og jeg kan nærmest ikke få det bedre, siger hun med et smil”.

Fra Samsø til Skovgårdsparken

88-årige Kirsten blev født i Ollerup på Sydfyn i 1937. Som 16 måneder gammel mistede hun sin mor og flyttede til Samsø, hvor hun voksede op hos sine bedsteforældre – på samme tid som 2. verdenskrig fandt sted. Hun fik aldrig en grunduddannelse, men kom på husholdningsskole i Aarhus. På Samsø mødte hun også sin mand, der var maler, og de fik to drenge. Da hendes mand fik arbejde i Åbyhøj, så familien deres snit til at rykke til fastlandet og blev tilbudt en nyopført lejlighed i Skovgårdsparken.

“Det var min svoger, der havde hørt om de nye boliger. Vi kunne vælge mellem denne og den ovenover. Med to drenge, der var vant til at løbe ud og ind, kunne det ikke nytte noget på første sal. Så vi regnede med, at det var klogere her i stuen – og heldigvis for mig i dag,” siger hun.
Huslejen for de 85 kvadratmeter lød dengang på 288 kroner, inklusive 10 kroner for leje af køleskab.
“En luksus, vi jo ikke havde haft på Samsø,” siger hun og ler.

Lejligheden havde fire værelser, køkken og bad. Dengang fik drengene hver deres værelse ved entréen, mens forældrenes soveværelse lå for sig selv. I dag bruger Kirsten det ene værelse som opbevaring og et andet som soveværelse. Fra altanen har hun udsigt til grønne områder og på klare dage et glimt af søen i horisonten.
Drengene gik på Gjellerupskolen og til spejder i lokalerne under afdelingens vaskeri, mens Kirsten passede hus og hjem – som så mange andre kvinder i opgangen.

“Vi var mange mødre, der gik hjemme, og vi hjalp hinanden. Det var en god tid”, husker hun. De første år gik med børnene og hjemmet, men senere fulgte forskellige jobs. Kirsten arbejdede blandt andet syv år på vaskeriet i Søvangen – og blev dermed en del af Brabrand Boligforening på mere end én måde. Siden blev det til flere rengøringsjobs og adskillige år på et maskinsnedkerværksted, hvor hun samlede sofaer.

Et aktivt fritidsliv

Selv om lejligheden har ændret sig gennem tiden, er der stadig spor af hendes mand, som hun mistede i 1994.
“Køkkenlågerne har han selv malet. Han var jo maler, så det blev selvfølgelig gjort ordentligt”, siger hun med et varmt smil.

Både hjemmet og bydelen har altid passet til hende. Nærheden til Aarhus har betydet meget, og hun har deltaget i utallige aktiviteter i lokalområdet. Hun har altid brugt fritiden aktivt: syet kjoler, gået til patchwork, dyrket gymnastik,
spillet banko og deltaget i mange udflugter – blandt andet gennem Gellerup Kirke.
Efter mandens død blev højskoleophold og timerne i familiens sommerhus ved Norsminde også et friskt pust i tilværelsen.

En engageret beboer gennem 65 år

Kirsten har stort set ikke misset et eneste af afdelingens beboermøder de senere år, hvor hun altid kigger dagsordenen og forslagene grundigt igennem. “Selvfølgelig læser man det hele. Jeg har læst materialet inden det seneste møde, men jeg skal også have tygget mig igennem det igen bagefter”, siger hun med et lille grin.

I dag udlejer Brabrand Boligforening 432 boliger i Skovgårdsparken – mens Arbejdernes Andels Boligforening (AAB) også har en andel. Den største forandring i nyere tid var den omfattende renovering, der begyndte i 2011.

“Det var voldsomt at bo midt i byggerodet, men vi blev jo færdige”, siger Kirsten og smiler. Og så er der det med andres syn på området, hun kalder hjem. At se Skovgårdsparken på den statslige ghettoliste – i dag kaldet parallelsamfundslisten, som afdelingen ikke længere er en del af – gjorde ondt.

“Det gør mig ked af det. Jeg føler ikke, jeg har boet i en ghetto. Der er ikke nogen, der har generet mig. Jeg har haft et godt liv her på alle måder. Altanen, bøgerne og glæden ved hverdagen. I stuen vidner bøgerne i reolerne og billederne på væggene om et langt liv i Skovgårdsparken. Når Kirsten sætter sig her, finder hun ro i hverdagen og glæden ved det velkendte. I dag nyder hun især familiesamvær, og hun sætter stor pris på naboskabet i opgangen, hvor man hilser og hjælper hinanden, uanset hvor man kommer fra.

“Jeg kunne ikke ønske mig mere”, siger hun stille. Og fremtiden? “Jeg er helt 100 procent sikker på, at jeg bliver her – så længe, jeg kan”.